Rebild vært for EM i duathlon
International udendørs idrætsbegivenhed kommer til Triatland
REBILD: Søndag 22. april slutter årets "XTERRA Duathlon Serie" i Rebild. Stævnet er højdepunktet på i alt fem landsdækkende stævner ved samtidig at være EM på distancen.
Kombinationen af "XTERRA" og europamesterskab betyder stor international opmærksomhed om arrangementet, skriver Rebild Kommune i en pressemeddelelse.
"XTERRA offroad triathlon" har fra begyndelsen tilbage i 1996 på Hawaii været ensbetydende med et fysisk krævende løb, hvor fællesskab, kammeratskab og eventyr har været i højsædet.
I dag har "XTERRA" bredt sig til 17 lande, og i 2014 kom fænomenet til Danmark. "XTERRA" har ved siden af det oprindelige triathlon også en "Duathlon Serie", og det er det sidste - bestående af trailløb, mountainbikeløb og trailløb - som kommer til Rebild.
Dette års "XTERRA Duathlon Serie" har som noget nyt to distancer: en kort udgave på 2,5 km trailløb, 15 km MTB og 2,5 km trailløb samt en lang udgave på den dobbelte distance, nemlig 5 km trailløb, 30 km MTB og 5 km trailløb.
Borgmester Leon Sebbelin (RV) glæder sig over aftalen mellem "XTERRA Nordic" og kommunen:
- Det er en event, der passer som fod i hose med vores outdoor-brand, Triatland. Stævnet giver også det lokale erhvervsliv mulighed for international eksponering. Placeringen af det sidste af fem stævner her i vores skønne natur understreger også, at vi her i kommunen har stor erfaring med afvikling af internationale events, og at Triatland er et særdeles eftertragtet terræn.
"XTERRA Nordic" ser også frem til samarbejdet ifølge stævneleder Simon Jørn Hansen:
- Naturen og den sportslige oplevelse er i højsædet, når vi vælger en lokation til en "XTERRA". Rebild opfylder i høj grad de kriterier, hvor man med Rold Skov og Rebild Bakker utvivlsomt kan få en af de fedeste offroad-oplevelser i Danmark.
"XTERRA" leder måske nok tanken hen på elitesport og store fysiske udfordringer, men faktisk er enhver interesseret velkommen til at være med, oplyser Rebild Kommune.