Rebild-støtte til Skyggebørn
REBILD: Rebild Inner Wheel havde forleden besøg af pædagogisk-psykologisk konsulent, underviser og foredragsholder Jes Dige, der er frontfigur i organisationen Skyggebørn, der arbejder for "børn i sorg".
Jes Dige fortalte levende og berigende om "Skyggebørns" arbejde - og om de forskellige samtalegrupper, hvor børnene får hjælp til at sætte ord på deres følelser, og hvor de kan møde andre i samme situation.
I forbindelse med arrangementet var det en stor glæde for Rebild Inner Wheel at kunne overrække Jes Dige en donation på hele 15.500 kroner til det fortsatte arbejde i foreningen.
Pengene til donationen stammer fra Inner Wheel Klubbens salg af Bamsekort.