Billede beskrivelse

Purhus fine sæson i bordtennis

20. maj 2017 kl. 12.07

Purhus Idrætsforenings bordtennisafdeling har opnået pæn sportslig succes denne sæson.

Førsteholdet spiller i serie 2 mod hold fra hele Nordjylland.

I den afgørende duel om at forblive i serien spillede man hjemme og ude mod Hjallerup. Kampene sluttede 7-3 og 4-6, hvormed Purhus fik en samlet sejr på 11-9.

Ikke mindst Purhus to 25-årige talenter Simon Jespersen og Tobias Brøndum kan se tilbage på en rigtig fin sæson.

Andetholdet med de helt unge Dan Hvid på 19 år og Kasper Precht på 17 år vandt suverænt serie 3 med sejre i syv af otte holdkampe og uafgjort i den sidste.

Duoen fik noget af et gennembrud. Således var Dan Hvid bedst af samtlige 31 spillere i serien og toppede sejrslisten med 22 sejre i 24 kampe.

Purhus juniorhold med trioen Christian Larsen, Simon Sørensen og Kasper Klausen blev nummer to i den indledende turnering og led kun et enkelt 3-4 nederlag til Tateni.

I de afsluttende kampe om det jyske mesterskab for juniorhold sikrede Purhus sig en flot bronzemedalje.

Dog måtte man i semifinalen mod de senere jyske mestre fra Rønde se en 4-1 føring forvandlet til et 4-5 nederlag.

Ved regionsmesterskaberne sluttede Purhus spillere således:

Junior D Christian Larsen (3) - senior 5 Tobias Brøndum (3) - senior 7 Ruben Larsen (3) - veteran D Ole Søby (1) - veteran D/B-finale: Iwan Hoeg (1) - double, åben række 1 Ole Balslev (2) - double, åben række 2: Iwan Hoeg /Ole Søby (2)

Endelig havde Purhus to spillere med til DGIs landsmesterskaber i Vejen.

Kasper Precht, junior 2, fik guld for hold og sølv i double.

Birgitte Bach vandt fire guldmedaljer.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste