Psykolog og kostvejleder rykker sammen i Skørping

23. januar 2018 kl. 06.00

Matilde gunge er livsstils- og kostvejleder. Mette Riishøj Kronholt er psykolog. Sammen er de to stærke kvinder, der, med ny base på Jyllandsgade 46 i Skørping, har fokus på at hjælpe andre med at få mere overskud og glæde i hverdagen.

Indtil den 1. januar i år havde de to praksis hver for sig. Matilde Gunge i Business Park Nord i Støvring, Mette Riishøj Kronholt hjemme i privaten på Sætervej i Skørping. De kendte ikke hinanden, men mødtes tilfældigt, da de skulle hente deres børn i børnehaven.

- Gennem en fælles ven vidste vi, hvem hinanden var, men vi kendte ikke hinanden personligt. Vi faldt så i snak i børnehaven og fandt ud af, at vi begge var på udkig efter nye lokaler i Skørping. Matilde ville gerne til Skørping, og jeg ville også gerne finde noget, da jeg drev min psykologpraksis hjemme fra privaten. Her fik vi hurtigt og helt naturligt idéen til at finde nogle lokaler sammen, og dem har vi fundet her på Jyllandsgade 46, fortæller Mette Riishøj Kronholt, der er psykolog med speciale i sensitivitet.

- Jeg er selv særligt sensitiv, og en af mine drenge er det samme, så jeg ved, hvad det betyder for både den enkelte person, familien og øvrige relationer.

- Ud over sensitivitet arbejder jeg blandt andet også med angst, stress, depression og parterapi. Her er nøgleordet næsten altid at sætte fokus på den enkeltes selvværd, fortæller Mette, der tidligere har arbejdet som psykolog på et psykiatrisk hospital, inden hun for fire år siden startede som selvstændig.

- Det har jeg ikke fortrudt ét sekund. Du kan arbejde med de områder, hvor du er bedst. Det er mere givende, det er mere spændende, og så er du uafhængig og kan styre det hele selv. Samtidig kan du også skrue op og ned for arbejdsmængden og få det til at passe med dit familieliv, fastslår Mette.

På samme måde har Matilde Gunge det. Hun sprang ud som selvstændig livsstils- og kostvejleder for godt halvandet år siden.

- Det har været en god, men også hård, start, hvor man lige skal have fodfæste og have bygget en forretning op. Men det tegner bestemt positivt, og jeg har fået opbygget mange gode relationer. Mit fokus som livsstils- og kostvejleder er ikke på det hurtige vægttab, stramme kostplaner eller et andet quickfix, men derimod varige livsstilsændringer, der fører til mere energi, overskud og glæde i hverdagen.

- Dybest set handler det jo ikke om at tabe et par kilo, men om at få balance i livet og mere energi i hverdagen. Her er nøgleordene først og fremmes at være motiveret, bryde nogle dårlige vaner og tage små realistiske skridt mod en varig livsstilsforandring, fortæller Matilde, der for nylig også har gennemgået en uddannelse, så hun nu også kan hjælpe personer, der lider af overspisning. Som et andet nyt tiltag er hun også begyndt at samarbejde med fitnesskæden MyHeart.

Mette og Matilde flyttede ind i Jyllandsgade 46 i Skørping den 1. januar og har allerede haft glæde af deres fællesskab.

- Der er en god synergi og sammenhæng mellem vores to virkeområder, og så er vores mål det samme. Vi vil begge forbedre livskvaliteten og øge glæden hos de mennesker, som vi kommer i kontakt med, fortæller Matilde, der suppleres af Mette:

- Samtidig er det også dejligt at have en kollega, som du kan sparre med om dagligdagens udfordringer som selvstændig, og i øvrigt også som mor, da vi jo har børn på samme alder, hvilket jo også var det, der fik os ført sammen, slutter Mette med et smil.

Mette Riishøj Kronholt og Matilde Gunge har hjemme på Jyllandsgade 46 i Skørping, hvor de i øvrigt lover, at der snart bliver holdt en åbningsreception.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste