Billede beskrivelse

Planlægning af byfest nu i gang

29. maj 2017 kl. 06.00

HAVERSLEV: Det gode skib Haverslev Byfest 2017 melder nu sin ankomst og lægger til kaj på Strandvejen fra 13. til 20. august.

Den 11 mands store besætning er allerede nu ved at lægge sidste hånd på skibet, så det er klar til byfestens mange aktiviteter.

Besætningen består af kaptajn Rasmus Rask, styrmændene Gitte Hansen og Mie Svenstrup, matroserne Zita Stubberup, Heidi Stubberup, Jane Knudsen og Lene Knudsen.

Herudover er der letmatroserne Janni Ellice og Tove Hjulmann. Telegrafist og bartender er Jakob Straarup og endelig maskinmesteren Peter Hjulmann.

De lover at sætte alle sejlene, så programmet for årets byfest bliver det bedste nogensinde.

Ud over de traditionelle ting byder programmet på helt nye ting.

Der lægges ud med gå-banko søndag 13. august, og tirsdag 15. august ved skibets ankomst er der løb rundt i Haverslev by og onsdag et stort bankospil.

Den traditionelle familieaften med revy, børnediskotek og uddeling af Årets Pris er i år rykket fra torsdag til fredag aften med hallen og pavillonen som ramme.

Torsdag vil besætningen nemlig byde på ligakamp i hallen, hvor der kan opleves herrehåndbold fra den øverste hylde.

Lørdag er der traditionen tro fælles morgenbord og senere underholdning på scenen af børnene i Tuen samt et udendørs loppemarked ved hallen.

Besætningen på byfestskibet byder lørdag også på en stor overraskelse, som indtil videre er hemmeligholdt.

Dagen slutter med en stor borgerfest med mad, musik og dans i pavillonen, og søndag afrundes byfesten med et stort cykelløb, hvor alle kan deltage.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste