Pizzaspring virker stadig i Valsgaard

05. januar 2018 kl. 10.52

Pizzaspring - det er noget, der dur hos Valsgaard Gymnastikforening.

Det blev endnu en gang slået fast forleden, hvor 22 springinstruktører stod klar til tage imod, viste det sig, hele 151 børn og unge fra 0. klasse og opefter.

Sædvanen tro varmede børnene op, inden man tog fat på vekslende udfordringer - stationer - i de to haller.

Instruktørerne havde på forhånd indrettet stationerne, så der vankede udfordringer både for de øvede gymnaster og for dem, som ikke før havde begivet sig ud i gymnastikkens verden.

Deltagerne kunne blandt andet give sig i kast med kolbøtter, vejrmøller, forhindringsbaner til de mere udfordrende spring på trampoliner og spring over buk.

Ligeledes var der mulighed for at prøve kræfter med floorball.

Halvvejs i arrangementet bød foreningen på frugt og saftevand.

Med ny energi i kroppen tog børnene herefter fat på de stationer, som de endnu ikke havde givet sig i kast med.

Dagen endte selvfølgelig med fælles pizzaspisning.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste