Pigeraketten blev skudt af i Frem Skørping
IF Frem Skørping vil gerne have flere piger til at spille fodbold. I den anledning blev DBUs Pigeraket skudt af forrige mandag. Det havde fået mere end 90 piger til at møde op ved den oppustelige rumraket på banerne bag Skørping skole.
Vejret var super godt, og alle glædede sig til en spændende dag med sjove fodboldaktiviteter. Der blev leget, løbet, sparket, driblet og grinet hele eftermiddagen under kyndig ledelse af DBUs instruktører.
Historien var, at fodboldklubben var blevet låst af nogle rumvæsner. Pigerne, der var i alderen 5-11 år, skulle derfor rejse rundt i rummet. Her skulle de lave opgaver og øvelser for at få alle brikkerne til et puslespil, som blev til en nøgle, der igen kunne låse fodboldklubben op.
Forældre kom og kiggede på i løbet af eftermiddagen, hvor de kunne nyde synet af de mange glade piger, som var i fuld aktivitet. Da alle øvelser var lavet og alle planeter besøgt, var der et diplom til hver af de stolte piger, som også fik nogle særlige kort til at sætte i en flot key-hanger. Kortene skal vises til træneren ved førstkommende træning, så klubben på den måde kan registrere Pigerakettens effekt.