Billede beskrivelse

Pænt besøgt grundlovsmøde på Lyshøj

16. juni 2017 kl. 05.55

Ca. 100 personer deltog ved årets grundlovsfest på Lyshøj Mølle ved Havndal, hvor byrådsmedlem Katrine Fruelund, Randers kommune var festtaler.

Katrine Fruelund, startede med at sige, at det var hendes første grundlovstale, og at det også var første gang hun besøgte Lyshøj Mølle. Men hun var sikker på, at det ikke var sidste gang, hun besøgte dette smukke område af Randers Kommune. Eftersom det var hendes første tale, var der da også en af deltagerne, der gav hende en mønt, som det sig hør og bør, inden for politik, men det var der nu ingen der kunne høre, at det var hendes første grundlovstale, siger Ove Knudsen fra Møllevennerne.

Inden grundlovstalen, havde formanden for Lyshøj Mølles Venner Mogens Thomassen, budt velkommen. Han glædede sig over det store fremmøde. Traditionen tro blev der sunget, inden han gav ordet til Katrine Fruelund.

Herefter fik Ove Knudsen fra Den Selvejende Institution ordet. Han fortalte lidt om årets gang på Lyshøj Mølle, og sluttede af med, at han var lidt i tvivl, om han i år ville vædde med "maskinmesteren" om den gamle motor startede første gang. Nu var der kaffe og hjemmebag, som en del lokale fruer havde bagt. Det var noget der faldt i god jord.

Dagen sluttede med at grillen blev tændt, og der blev serveret grill mad fra Slagteren i Havndal.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste