Påskedage i Det Røde Pakhus
Udstillingen med en stribe kunstnere byder fra påskelørdag på lidt af hvert - herunder Bivognen
Store og små overraskelser venter igen i år de besøgende, når dørene påskelørdag klokken 12 åbner til den 11. udgave af Påskeudstillingen i Det Røde Pakhus i Hobro.
Påskeudstillingen er en ucensureret udstilling og bygger på, at der skal være plads til alle.
Udstillerne bor i Mariagerfjord eller nærmeste omegn.
I år har 30 kunstnere meldt deres ankomst - deriblandt flere professionelle, der udstiller værker indenfor mange genrer, stilarter og teknikker.
Så der vil være noget for enhver smag.
For nogle er det første gang, de udstiller deres værker, hvilket giver dem mulighed for at skabe nye kontakter og ikke mindst møde deres publikum.
Påskeudstillingen har denne gang som noget nyt inviteret en gæsteudstiller, nemlig kunstneren Ilse Larsen fra Sæby, der arbejder i akryl og olie.
Hendes billeder er figurative, optimistiske og glade, malet i stærke, klare farver, og som hun selv udtrykker det, til tider med et humoristisk tvist.
I år har gruppen bag påskeudstillingen arrangeret en udendørs biograf i en lille tog-bivogn, hvor Fy og Bi stumfilm Vester Vov Vov vises.
Anledningen er som tidligere omtalt, at påskeudstillingen i flere år har villet hædre den verdensberømte stumfilmskuespiller - Harald "Miehe" Madsen - som jo har en vis tilknytning til Hobro.
Det sker så i år, hvor Påskeudstillingen i Det Røde Pakhus åbner med afsløringen af den bronzebuste, som skulptøren Michael Sasserson har udført.
Den kan ses hele påsken i pakhuset.
Bustens endelige placering i Hobro afsløres nylig i sommerhalvåret 2018.
Harald "Miehe" Madsens filmkarriere løb i gang som 1917, hvor han debuterede i Alexander Den Store.
Men først, da han i 1921 dannede par med Carl Schenstrøm som Fyrtårnet & Biviognen - Fy & Bi - tog karrieren fart.
Filmene havde stor succes, ikke bare i Danmark, men også internationalt.
Madsen trådte sine barnesko og tidlige ungdomsår i Hobro.
Han blev optaget som en slags plejebarn i Cirkus Miehe-familien, hvor han optrådte som akrobat og slangemenneske.
Senere kom han med i klovnetrioen "Brødrene Miehe".
Som "årets kunstner" holder Michael Sasserson også åbningstalen.
Han er mest kendt for sine skulpturer, udført i forskellige materialer som træ, fedtsten, aluminium og bronze. Mange af hans værker er fabulerende, inspireret af nordisk mytologi, men "også fulde af lidenskab, rædsel, bedrag, kærlighed, magt og afmagt", som Michael Sasserson selv bekender.
En anden deltager på udstillingen er den kendte lokale maler og kunstmaler Kjeld Jørgen Jensen. Han har malet årets plakatbillede, og originalen kan naturligvis ses på udstillingen.
Tre vinderbilleder fra en fotokonkurrence afholdt blandt medlemmerne af Hobro Fotoklub vil være at se iblandt de øvrige kunstneres kunstværker. For de tre billeder står Frode Vesterby Knudsen, Walter Johannesen og Preben Schmidt.
Kjeld Jørgen Jensen, der som skrevet er mester for plakatbilledet, kom til at sælge kunstværket samtidig med, at det blev malet færdig.
Han har fået lov til at låne originalværket, så det i åbningsdagene kan udstilles, som der er blevet tradition for.
En anden tradition er, at Kulturskolen i et samarbejde med gruppen bag påskeudstillingen finder to-tre elever blandt de vordende talenter, som får mulighed for at udstille.
De tre er Smilla Filucca Holmgård Ejlertsen 15 år (Hobro Friskole), Rodi Ahmad 13 år (Bymarkskolen) og Corlelius Bloch Sølvsten (Valsgaard Skole).
Blandt udstillerne møder du også Charlotte Jacobsen, Sehrin Mustafa, Dorthe Lund, Christiana Maria Jensen Anette Toftegaard Christensen, Lisbeth Lundkvist Frandsen, Mai-Britt Olesen og Jette Vinterberg.
Men også Kiss Jönsson, Niels Reiter, Mona Borup, Solveig Prang, Connie Aagot, Jacob Wridt, Søren Davidsen, Johs. Bengtsson, Brian Hansen, Charlotte Breinholm, Rune Jensen, Marie Fredborg Jungersen.