Billede beskrivelse

På gå-ben med bankoplader i hænderne

17. maj 2017 kl. 12.20

HELBERSKOV: Selv om optakten med daglang regn ikke var den bedste til gåbanko i Helberskov, mødte mange alligevel op. Cirka 60 mennesker gik turen på de 4,2 kilometer.

Man samledes i Sandgraven, hvor ny og mere erfarne gåbankospillere blev orienteret om ruten.

Det var borgerforeningerne i Als og Helberskov, der samarbejdede, og man havde tilrettelagt en tur syd om Bjerget, ad Lysevej og rundt i det nærliggende sommerhusområde.

Deltagerne blev ført gennem den nyudsprungne skov, og man nød at være i læ i ved sommerhusene.

- Mange gav udtryk for, at det havde været en dejlig tur, mens andre havde håbet på en tur rundt i Helberskov by. Det lovede vi så, der vil blive næste år, siger Birgitte Buus fra Helberskov Borgerforening,

Der var blandt de gående bankospillere stor aldersspredning, cirka 80 år mellem yngste og ældste.

Turen sluttede af i Sandgraven, hvor der var sørget for kaffe og hjemmebagt kage til alle.

Næste gang, Als Borgerforening arrangerer gåbanko, bliver 14. juni i samarbejde med Event Øster Hurup, og så bliver det turistbyen, man skal en tur rundt i.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste