Billede beskrivelse

På fodboldtur til Norge

27. juni 2018 kl. 06.00

Meget tidligt fredag morgen 1. juni stod 165 fodboldspillere, trænere, holdledere, forældre og søskende fra Hadsund Boldklub fodbold klar til at blive fordelt på 35 biler.

Der var en summen som i et bistade, der var forventning og spænding - Nu tænker du nok, hvad laver de mennesker så tidligt? - Vi var på vej til Norge for at besøge vores venskabsklub gennem 44 år. Så Storm IF "here we come", fortæller Maria Friis på HBs vegne.

Færgeturen var en fornøjelse - det mener jeg fordi lige meget hvor jeg kiggede hen var der en trøje med et stort HB logo på, som prydede en forventningsfuld spiller eller træner.

Midt eftermiddag ankom vi på Storm IFs anlæg hvor vi blev budt velkommen og at alle værtsfamilierne var klar til at hente de danske fodboldspillere, som de skulle huse de næste 2 dage. Og Norges udvalget fik skolen gjort klar til de fra Danmark som skulle sove her + rigget til så man kunne proviantere her til alle måltiderne. Der var udarbejdet vagt skemaer så de enkelte hold kunne se hvornår de skulle sørge for mad og hvem der havde "brandvagt" om natten - Der var styr på alt, en fornøjelse.

Traditionen tro skulle der fredag aften spilles "landskamp" mellem de Norske træner/ledere og de danske. Der var spænding.... Vores målmand reddede et straffe, vores kvindelige spillere var, som den eneste, på banen hele kampen og løb solen sort, alle gav sig fuldt ud, tilskuerne på sidelinjen blev bekræftet i hvad de ikke skulle gøre (så nogen har nok fået en lille klemme på deres træner) - Kampens resultat kan jeg ikke huske - men jeg ved at der er lagt op til revanche, når Storm IF gæster HB i 2019.

Lørdag klarede HB sig meget bedre, der blev spillet kampe på alle banerne og stemningen var høj. Der blev oplevet fairplay og flot fodbold. Vores største modstander var varmen 31 grader på kunststof, det kan være en udfordring, men igen viste opbakningen sig. Alle som havde noget med et hold at gøre enten som træner eller forældre sørgede for at det enkelte hold/spiller fik rigeligt med væske og føde. Dejligt at se denne holdånd, det kende tegner HB.

Lørdag aften var der "voksenfest" med fælles spisning for de nordmænd, som ikke havde overnattende gæster og de danskere hvis børn var indlogeret ved værtsfamilier. Her blev fra den norske og danske side rost for godt og langt venskab, der var godmodige drillerier, sjovt nok blev landskampen nævnt hyppigt i den norske tale. Der var gode snakke og vigtigst af alt nordmændene blev inviteret til Danmark i 2019, hvor det vil være 45. gang man gæster hinanden.

Søndag skulle der pakkes sammen, skolen skulle rømmes og 35 biler skulle vende næsen mod færgen. Der blev sagt på gensyn og krammet farvel.

Færgeturen hjem var meget stille i forhold til ud alle var trætte og fyldt op af gode oplevelser og mange indtryk.

Der skal lyde en stor ros til alle fra Storm IF, til dem i Norgesudvalget, til trænere/ledere og spillere samt forældre og søskende. Dette kunne aldrig blive en succes hvis I ikke løftede i flok.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste