Orienteringsklub fylder 75 år
2017 bliver på mange måder et jubelår for Rold Skov Orienteringsklub, der runder 75-årsdagen i flyvende fart!
Klubben blev stiftet i den lange kolde vinter i 1942, under navnet Skørping Vintersportsforening. Danmark var dengang besat af den tyske værnemagt, og det satte nogle begrænsninger for udfoldelserne. Eksempelvis blev klubbens daværende medlem, fotograf og legetøjshandler Svend Jensen, arresteret af besættelsesmagten, mens han samlede poster ind efter et løb i Rold Skov. Man troede nemlig, at han havde noget at gøre med en nedkastning i området, men med hjælp af landbetjenten, der kunne forklare de tyske soldater, at det drejede sig om orienteringsløb, blev problemet klaret, og Svend Jensen blev løsladt igen.
Alt dette og mange andre spændende historier kan man læse om i den jubilæumsbog, som p.t. er under udarbejdelse. Et af klubbens medlemmer og orienteringsløber gennem mange år, forfatteren Helge Søgaard, har nemlig påtaget sig at skrive klubbens historie.
Men den aktive orienteringsklub, der gennem de seneste år kun har haft fremgang i medlemstal og aktivitetsniveau, har mange andre jubilæumsplaner.
- Af praktiske årsager er jubilæumsdagen fastlagt til lørdag, den 10. juni 2017, da det er langt bedre at holde fest om sommeren end om vinteren, selvom klubbens officielle fødselsdag er engang i februar måned, fortæller Arne Mortensen, formand for jubilæumsudvalget.
Han og udvalgsmedlemmer har nemlig planlagt en stor og flot buket af aktiviteter i anledning af jubilæet, herunder en jubilæumsreception, hvor alle nuværende og forhenværende medlemmer, Rebild Kommune, Dansk Orienterings-Forbund, Naturstyrelsen, samarbejdspartnere, naboer og andre venner af klubben inviteres.
- Samme dag afholdes et jubilæumsløb, der sætter lidt fokus på orienteringsløb for 75 år siden. Og så skal vi naturligvis også holde en lille jubilæumsfest, siger klubbens formand, Ole Jensen, der nyder privilegiet at være klubbens formand i jubilæumsåret.
Klubben har haft flere opgangs- og nedgangsperioder i årenes løb. I 1978 var klubbens reelt set i dvale, og derfor tog en række orienteringsløbere initiativ til at stifte en o-klub ved at indkalde til generalforsamling. Imidlertid mødte førnævnte Svend Jensen op og kunne meddele, at han som eneste medlem, havde opretholdt klubben, hvorfor man jo bare kunne melde alle de fremmødte til stiftende generalforsamling ind, og så køre videre derfra.
Og siden dengang har det stort set kun gået fremad for den aktive orienteringsklub. Især gennem de seneste 6-7 år, som har medført, at medlemstallet snart runder 200
Så det er en særdeles livlig og aktiv 75-årig, der runder den store begivenhed i juni måned.