Oldboys landshold gæster Rørbæk
Skal 25. august være med til at markere byfest- og stadionjubilæum
Det er adskillige prominente navne, der fredag 25. august kommer til at optræde på grønsværen på Rørbæk Stadion.
Her er DBU’s Oldboys landshold nemlig invitere til at komme og spille en kamp mod et udvalgt lokalt fodboldhold i anledning af at Rørbæk Stadion i år kan fejre 70 års jubilæum og byfesten 40 års jubilæum.
- Det var egentligt byfestudvalget der kom på idéen med at kontakte DBU og invitere oldboys landsholdet til rørbæk, men desværre var det ikke praktisk muligt at få holdet til at spille under byfesten i begyndelsen af juni. I stedet blev det her i august, og de to jubilæer gælder jo også for hele 2017, pointerer Jens Bjørn fra Lillegården El.
Han er med i det nedsatte udvalg, der har tilrettelagt opvisningskampen i Rørbæk med oldboys landsholdet.
Sammen med Jutlander Bank er han også hovedsponsor for et samlet støtte på 25.000 kroner til fodboldarrangement.
Fælles grillparty efter kampen
Kampen 25. august fløjtes i gang klokken 18.30, og bagefter spiser de to holds spillere sammen en grillanretning i den ene del af det opstillede festtelt på Rørbæk Stadion.
- Fra DBU´s side har det nemlig været et stort ønske om at spillerne sidder sammen og spiser efter kampen, mens publikum kan nyde drikkevarer og hygge sig i den anden halvdel af festteltet, hvor der også er musik med lokale Lars Lindberg, forklarer Jens Bjørn.
Oldboys landsholdet møder i Rørbæk et udvalgt hold sammensat af spillere fra både Rørbæk og omkringliggende fodboldklubber med Lars Justesen i front som spillende træner.
- Det tog kun en enkelt aften at sammensætte fodboldholdet, fordi alle gerne vil møde de gamle landsholdsspillere på banen, tilføjer Jens Bjørn, der selv skal fungere som holdleder under opvisningskampen.
Her er Preben Krøldrup dommer, og han får mulighed for at møde sin søn Per Krøldrup som også spiller for landsholdet.
DBU-udmelding af bruttotrup
DBU arbejder generelt med en bruttotrup på omkring 50 spillere, der alle har spillet på A-landsholdet, eller som minimum har været udtaget til Ligalandsholdet eller rigtig mange U21-landskampe.
På nuværende tidspunkt har Rørbæk IF fra DBU fået en melding om 30 navne på mulige spillere i aktion i Rørbæk til august.
På listen indgår flere kendte landsholdspillere som eksempelvis Stig Tøfting, Thomas Thorninger, Martin Jørgensen, Peter Graulund, Jess Thorup, Mogens Krogh og Thomas Augustinussen.