Billede beskrivelse

Odder holdt ædegilde i Vestre Havn

Hundestejler og småsild var frosset ind i isen - lige til at spise

22. februar 2021 kl. 07.49

Det store omslag i vejret har betydet, at isen på fjorden, i Frederik d. VII’s Kanal og i Vestre Havn i Løgstør faktisk forsvinder langt hurtigere, end man kunne forestille sig.

Isen toppede omkring de 20 cm i tykkelse inden vejrskiftet, men allerede lørdag var det svært at se is på fjorden ud for Løgstør.

En masse hundestejler og småsild er i processen blevet fanget i det kolde vand og er blevet frosset ind i isen, og det nyder andre godt af.

Billede beskrivelse

Lørdag eftermiddag var der en meget sulten odder, der fik stillet sin sult i Vestre Havn, hvor hundestejlerne lå side om side - som i en fryser - lige til at spise.

Og så kunne odderen i øvrigt efterlade resten på køl, så der var et nyt måltid søndag.....

Uden at skele til nysgerrige åd odderen de små sild, som det var dens sidste måltid.

Hvem ved, måske er det længe siden, den har fået noget at spise...

Odderen bor bl. a. i de store sten ved bølgebryderen ved Vestre Havn i Løgstør, men det er sjældent, man kan komme så tæt på odderen.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste