Nyt rækkehusprojekt i Valsgaard
Byggeriet blomstrer i denne tid i Valsgaard.
På Bavnehøjvej rejser der sig løbende nye boliger og et helt nyt rækkehusprojekt på 9000 kvadratmeter er nu på vej på Vester Højgård Vej, som er udstykningens nye vejnavn.
Det ligger ved Skoletoften og Ulstrupvej.
Byggeprojektet af rækkehusene, som hver er på 103 kvadratmeter, står Grønlund Gruppen ved Jacob Grønlund bag.
Første etape er byggemodnet, og de første fire huse af i alt 18 står opført.
- Det vigtigste for mig er ikke antallet af rækkehuse eller størrelserne af dem på området.
Det er derimod at få udviklet et flot område og byggeri i Valsgaard centrum, som jeg kan være stolt af at køre forbi hver dag, siger Jacob Grønlund.
Han lægger ikke skjul på, at Valsgaard også har en plads i hjertet, idet virksomheden jo hører til i byen.
Planen er ved rækkehusene at etablere et grønt fællesareal med grillplads og eventuel petanquebane.
På det 9000 kvadratmeter store område ligger der også en gammel gård.
Indtil videre kan Jacob Grønlund opføre otte huse uden at komme i berøring med gården, men når byggemodningen af anden etape starter, må gården lade livet.
- Da der har været stor positiv interesse for rækkehusene, bygger vi to mere efter sommerferien, siger Jacob Grønlund.
Husene kan enten lejes eller købes og er klar til indflytning fra juli.