Nyt bilfirma: Jo, vi har bestemt stadig et værksted
For et lille års tid siden – i foråret 2023 – lukkede Hammer Biler efter 18 års virke ned for sine aktiviteter i Hobro. Siden er Autobach.dk og Kabinescooter.dk rykket ind i lokalerne på Aalborgvej 4 i den nordlige del af Hobro, men kunderne har været i tvivl i forbindelse med skiftet. Er der stadig et værksted på adressen, spørger mange?
Her er svaret et stort og rungende ”Ja”.
- Vi har først for nyligt fået sat skilte op, og det har måske forvirret nogle kunder. Men hos Autobach.dk har vi helt bestemt fortsat et topmoderne værksted, sikkert styret af værkfører Michael Jørgensen og mekaniker Søren Buje. Sidstnævnte var tidligere ansat hos Hammer Biler, så det er et velkendt ansigt, der er fortsat hos os, fortæller Tom Jakobsen.
Han er sælger og servicemedarbejder hos Autobach.dk.
- Værkstedet kan hjælpe med alle typer af serviceopgaver og alle bilmærker, men har specialiseret sig i Volvo og Renault, tilføjer han.
Et særligt showroom
Autobach.dk er p.t. også i gang med at indrette et helt specielt showroom og salgslokale, der bliver en helt særlig oplevelse med en strand, et landbrug, et kolonihavehus, et parcelhus, et højhus og såmænd også en stemningsfuld lounge, hvor man kan nyde en kold drink eller en kop kaffe. Hvordan det lige hænger sammen og tager sig ud…?
Ja, det er bare at kigge forbi for at opleve det!
- Showroomet skal bruges, så kunderne føler sig godt tilpas og får en god oplevelse. Det er meningen, at vi løbende skal få flere biler til salg, så der i udstillingen vil være et bredt udvalg af både biler og kabinescootere. Det skal være en særlig oplevelse at gå rundt hos os, og det tør jeg godt love, at det bliver, fortæller Tom Jakobsen.
Som tidligere indehaver af Onkel Toms Klatreskov i Hobro har han god erfaring med at skabe særlige miljøer og oplevelser.
Når showroomet er bygget helt færdigt, vil der blive inviteret til et Åbent Hus. Der er endnu ikke fastsat en dato, men det bliver i løbet af det tidlige forår.
Indtil da er det ganske vidst, at der er et topmoderne værksted på adressen.