Nye skadeskvaler for Hobros Mistrati

Midtbanespiller måtte stå over tirsdagens tidlige træningspas

30. januar 2018 kl. 15.04

FODBOLD: Hobro IK’s Vito Hammershøy-Mistrati har igen fået problemer med et springerknæ.

Da Hobro mandag spillede 0-0 mod polske Zaglebie Lubin under den igangværende træningslejr i Tyrkiet, var det første gang, at midtbanespilleren var i kamp i 2018, men da Hobro trænede tirsdag formiddag, måtte han igen stå over med knæproblemer.

- Det er selvfølgelig lidt bekymrende. Vi har taget en del hensyn til det i opstarten, og i går tog vi også det hensyn, at vi skiftede ham ud, selv om Vito selv gerne ville have spillet videre. Han mærkede ikke noget til det under kampen, men med et springerknæ kommer signalerne ofte lidt senere, og det er det, der er sket for Vito nu, siger Hobro-træner Thomas Thomasberg.

Han regner dog ikke med, at midtbanespilleren har en længere pause i udsigt.

- Jeg tror ikke, det er noget, der kommer til at tage lang tid, men det er alligevel noget, vi skal være opmærksomme på. Vi vil gerne undgå et forløb, hvor han bliver nødt til at stå over træning efter en kamp, siger Thomas Thomasberg.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste