Billede beskrivelse

Ny teatersæson med opera for store og små

21. maj 2017 kl. 06.20

Teaterkredsen Mariagerfjord er klar med sit nye sæsonprogram, hvor en ikke ubetydelig del af forestillingerne er opera eller noget, der ligner.

Sæsonen er tilbage i vanligt format efter 50 års jubilæet i fjor, da foreningen overgik sig selv med i alt 14 forestillinger.

Publikum kan i 2017/18 se frem til i alt otte oplevelser med professionelt turnéteater, som besøger Hobro, Hadsund, Norup og Rold. Og det er jo heller ikke så ringe endda.

Programmet er lagt til rette af blandt andre Kirsten Selchau. Hun har taget over på formandsposten efter Kirsten Hjarnø Mathiassen, der efter mange års tro teatertjeneste er bevilget en velfortjent pension.

Den nye formand fortæller, at opera er valgt som tema i den ny sæson - fordi opera er så moderne. Både voksne og børn er der tænkt på.

Mest for voksne er Verdis tragiske og romantiske "Rigoletto", som opføres 31. januar på Mariagerfjord Gymnasium.

I Guidoperas opsætning forvandles operaen til et højaktuelt drama. Hertugen af Mantova er en kendt italiensk politiker, der omgiver sig med et hof af beundrere.

Han opvarter alle kvinder i sine omgivelser og helst de meget unge.

Forestillingen arrangeres i et samarbejde med Hobro Musikforening.

Børnene skal se den eventyrlige forestilling "Feen i Åen". Julemærkehjemmet i Hobro lægger lokaler til 26. september.

Forestillingen opføres af et hold unge sangere fra Det Kongelige Teater, og er baseret på Schuberts liedcyklus fra 1823.

Den unge møllersvend Wilhelm møder en fe og forelsker sig i en møllerdatter, som desværre hellere vil have en stor og stærk jæger.

Der er tale om en dansk gendigtning i et humoristisk univers, hvor børnene introduceres til de fire stemmetyper sopran, alt, tenor og bas.

Til den lette operettegenre hører "Piraterne fra Penzance". Den Nye Opera og Figaros lover, at forestillingen vil være et overflødighedshorn af sørøvere, dejlige damer, flotte fyre og gamle generaler.

Om det holder stik, kan man forvisse sig om på Hadsund Kulturcenter 22. november.

For at blive i det musikalske hjørne er der Sigfred Pedersen-kabarat med Teatret Optimis 16. april 2018 i Norup Forsamlingshus og 17. april på Rold Gl. Kro.

Teatervennerne har endvidere programsat en operarejse til enten Malmø eller København i dagene 2.-3. december. For dem, som også kan lide arkitektur, arrangeres der en firedages tur til Hamborg 26.-29. april 2018.

Publikum skal ikke snydes for en regulær teateroplevelse. Det Flydende Teater opfører "Martyren Munk" på Gasmuseet i Hobro. Man skal sætte kryds ud for 1. september.

Teatret Svalegangen kommer med en oprørsk generationskomedie, "I Familien". Denne forestilling, som spilles 14. marts 2018 på Hobro Theater, er arrangeret i samarbejde med Himmerlands Teater.

Skuespiller Jan Hertz opfører fredag 23. februar 2018 en Senior Stand-Up på Davinci Ristorante i Hadsund.

For de unge er der gensyn med Uppercut Danseteater. Torsdag 26. oktober i Hobro Idrætscenter opfører truppen en danseforestilling om tro - kan den virkelig flytte bjerge?

Den nye sæsonbrochure fra Mariagerfjord Teaterkreds er på vej ud til biblioteker, kulturhuse og venteværelser. Den forefindes også online.

Billetkøb sker online eller på bibliotekerne. Hvis du melder dig ind i teaterkredsen, får du 10 procent rabat.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste