Ny kogebog markerer åbning af årets klimauger

06. marts 2018 kl. 08.50

STØVRING: Årets udgave af Klima Rebild skydes i gang søndag eftermiddag i aulaen på Karensmindeskolen i Støvring.

Det sker med lanceringen af kogebogen Klima-Glad-Mad.

Den indeholder 59 fristende opskrifter, der er komponeret af eleverne på kommunens skoler i forbindelse med de tre foregående års konkurrence om at lave den bedste og mest klimavenlige ret.

Under søndagens åbning på klimaugerne vil kogebogens skribenter fortæller om processen.

Den er i udgangspunktet blevet til i skolekøkkenerne, og den er derfor også tilegnet Rebild Kommunes ungdom.

Flemming Graff Horup, professionel kok, har blandt andet sparret med skolerne undervejs og har efterfølgende spillet en rolle ved bogens tilblivelse ved at have gennemprøvet samtlige retter.

Åbningstale, korsang og digte

Borgmester Leon Sebbelin holder åbningstalen, hvorefter Støvringkoret underholder med klimasange.

Efter at kogebogens skribenter har fortalt om bogprocessen vil Inge-Lise Bjørnvig læse nogle af sin afdøde mand Thorkild Bjørnvigs digte.

Hele åbningsseancen søndag eftermiddag afsluttes med at elever fra Karensmindeskolen serverer smagsprøver på nogle af retterne fra kogebogen til de fremmødte, som de tidligere på dagen har tilberedt i skolekøkkenet. Her deltager kok Flemming Graff Horup også.

Klimauger optakt til påsken

De to klimauger i Rebild Kommune ligger altid lige før påske, og som sædvanlig er det Det Grønne Råd og Rebild Kommune, der står bag.

Klimaugerne har fem år i træk bevist deres værdi ved at kunne mobilisere en stor kreds af frivillige, institutioner og lokale virksomheder.

Det er gratis for alle at deltage i åbningen søndag på Karensmindeskolen, men nødvendig tilmelding skal ske senest onsdag 7. marts via Himmerlandsbilletten for at minimerer madspild.

Deltagerne kan på åbningsdagen købe kogebogen Klima-Glad-Mad til særpris på kun 30 kroner eller selv downloade den gratis fra rebild.dk.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste