Ny frisørsalon åbnet i Grangårdscentret
Emma Maltesen Staugaard (24) glæder sig til at byde kunderne velkommen i Salon La’Belle
Støvring fik mandag en ny frisørsalon, da salon La’Belle slog dørene op i Grangårdscenteret.
Det er 24-årige Emma Maltesen Staugaard, der har åbnet salonen.
Hun er klar til at give både mænd, kvinder, piger og drenge nye frisurer og tips og tricks til at passe bedst muligt på lokkerne.
Salon La’Belle satser på at kunne servicere alle målgrupper og udfordre kundernes egne ideer med de nyeste trends, fortæller Emma Maltesen Staugaard, der har som klart mål at se glade, tilfredse kunder forlade salonen – og vende tilbage.
- Det betyder rigtig meget for mig at få opbygget en god, lokal kundebase, hvor mine kunder bliver glade for at komme igen og igen.
- Jeg har selv gået i skole i Støvring, da jeg var lille, og glæder mig nu til at lære byen endnu bedre at kende. Jeg kan love, at jeg vil give mine kunder en masse lækre frisurer og tilbyde eksempelvis de nyeste teknikker som balayage, ombre og highlights sammen med skarpe klipninger og flotte opsætninger, siger Emma Maltesen Staugaard.
Indtil videre er Emma alene i salonen, men planen er, at salonen skal have både flere ansatte og ikke mindst elever.
- Jeg har vidst, lige siden jeg startede på Frisørskolen i 2017, at jeg en dag ville være selvstændig, og jeg har også altid vidst, at jeg gerne vil være med til at uddanne fagets næste profiler, så både de og jeg hele tiden udvikler os.
- Jeg glæder mig utrolig meget til at byde både kunder fra Støvring og byens opland varmt velkommen i min salon, siger Emma Maltesen Staugaard.