Billede beskrivelse

Ny folketingskandidat fra Hadsund

04. maj 2018 kl. 06.00

Radikale Venstre i Aalborg har valgt Casper Hedegaard (30) som folketingskandidat til Aalborg Nord Kredsen. Casper vandt i efteråret det første radikale mandat i Mariagerfjord siden 2005 og nu skal han forsøge at vinde et nordjysk mandat i Folketinget.

Partiforeningen i Aalborg er tilfredse med at have en kompetent aktiv kandidat i Nord-kredsen, der sammen med de to andre kandidater i Aalborg, Mulle Jensen og Daniel Nyboe Andersen, skal sikre et solidt radikalt valg.

- Casper Hedegaards opstilling i Aalborg er startskuddet på en helt ny tid for Radikale Venstre. Han er uden tvivl en af de stærkeste kandidater vi har haft i Aalborg i mange år, og jeg har stor tiltro til, at han kommer til at klare det rigtig godt. Han har en stor energi og en personlighed som er meget tiltalende og tillidsvækkende. Han bliver en dygtig politiker på Christiansborg, siger Jan Skrubbeltrang, formand for Radikale Venstre i Aalborg.

- Jeg er utrolig glad for at få muligheden for at rykke ved, hvordan Christiansborg ser sammenspillet mellem land og by og sammen med partiforeningen i Aalborg er jeg sikker på, at vi kommer rigtig langt. Som byrådsmedlem i en nordjysk landdistriktskommune arbejder jeg til daglig med de udfordringerne og mulighederne de fleste andre kommuner og borgere i Nordjylland også har. Jeg har set alt for mange politikere glemme virkeligheden, og derfor vil jeg også holde fast i byrådsarbejdet, hvis jeg skulle gå hen og blive valgt. Mere vigtigt, så er der en masse borgere som regner med mig og tror på, at jeg kan skabe de forandringer, der skal til for at udvikle kommunen, og det arbejde kunne jeg aldrig drømme om aflevere halvt, siger Casper Hedegaard

Udover at være byrådsmedlem for Radikale Venstre, så har han tidligere været medlem af hovedbestyrelsen samt næstformand for en lokalforening på Amager. Casper stillede op til Folketinget første gang i 2015 i Randers Syd kredsen, men opnåede ikke valg. Kun partileder Morten Østergaard blev valgt i Storkredsen.

- Meget er sket siden 2015 og det kommende valg næste år bliver afgørende for, hvordan Danmark kommer til at se ud i fremtiden. Vi er i høj grad gået hen og blevet er forbudsland og jeg vil kæmpe indædt mod det fortsætter. Vi skal bruge vores demokrati til at give hinanden frihed - ikke til at indskrænke den. I valgkampen kommer jeg desuden til at tale meget om klima, som jeg ser som vor tids største udfordring. Blot fordi vi ikke taler så meget om klima mere, så er problemerne ikke forsvundet. Danmark skal have den grønne førertrøje tilbage og vise verden, at man sagtens kan være et rigt velfungerende land og samtid sikre kommende generationer, siger Casper Hedegaard.

Baggrund

Casper Hedegaard, født 1988, og bosat i Hadsund, hvor han også er født og opvokset.

Uddannet Cand. merc fra Copenhagen Business School og har en bachelor i Erhvervsøkonomi og Finansiering fra Aarhus Universitet. Arbejder til daglig som selvstændig konsulent og underviser.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste