Billede beskrivelse

Ny fabrik på vej til Støvring

23. oktober 2023 kl. 08.01

Rebild Kommune har solgt den første grund i et nyt erhvervsområde vest for motorvejen i Støvring. Køber er Torben Enggaard, der også ejer betonfabrikken Ambercon i Støvring.

Torben Enggaard vil bygge en helt ny fabrik på 10.000 kvadrater. Den skal producere nye, bæredygtige facadeelementer delvist af træ, og som derfor er langt mindre CO2-belastende end traditionelle betonelementer.

Rebild Kommunes borgmester, Jesper Greth, er selvsagt begejstret for handlen, der giver en ny fabrik og i først omgang 35-40 arbejdspladser til kommunen.

Han er sikker på, at flere grunde på arealet ved Nibevej nok skal blive solgt.

- Jeg har holdt møder med andre virksomheder, og interessen for at komme til at bo ved motorvejen er enorm, siger Jesper Greth.

Torben Enggaard Group ApS har købt en grund på 50.000 kvadratmeter. Byggeriet kan først begynde, når arkæologer er færdige med at udgrave fortidsminder på arealet. Derfor forventer Torben Enggaard først byggestart i 2024, og fabrikken vil så stå færdig i 2025.

Billede beskrivelse

Handlen mellem Rebild Kommune og Enggaard bød på en del krumspring. Tidligere på året stod det klart, at kommunens pengekasse var ved at løbe tom, og derfor var der ikke råd til at byggemodne erhvervsområdet.

Det belastede også økonomien, at kommunen skal betale 16 millioner kroner for de arkæologiske udgravninger.

Løsningen var utraditionel. Køberen, det vil sige Torben Enggaard Group ApS, skal som en del af handlen stå for at byggemodne arealet inklusive anlæg af stamvej, støjvolde, kloakker og nedrivning af en eksisterende landejendom.

- Vi måtte håndtere udstykningen på en alternativ måde, og det er fantastisk, at det var muligt at finde løsninger, så vi kan leve op til vores ambition om at være en erhvervsvenlig kommune, der har fokus på at imødekomme virksomheder, som vil udvide eller flytte til kommunen, siger Jesper Greth.

Torben Enggaard siger, at han aldrig før har hørt om en handel med den slags betingelser.

- Det er da klart lettere for os at overtage en færdig og byggemodnet grund, og vi kiggede også på andre, mulige placeringer. Men vi vil gerne bygge i Støvring, hvor Ambercon har en særlig tilknytning, og hvor mange af vores ansatte bor. 

- Jeg er stolt over, at vi kan bidrage til at få gang i den nye udstykning. Når først vi har etableret os med en flot fabrik, vil de andre grunde hurtigt bliver solgt, forventer Torben Enggaard.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste