Billede beskrivelse

Ny bog om "Danmarks dybeste hemmelighed"

31. oktober 2023 kl. 09.31

Bogen "Danmarks dybeste hemmelighed", der fik åbnet Regan Vest som museum, udkommer snart i en stor, opdateret 4. udgave.

Den nye udgave er blevet til efter yderligere ni års research og er kraftigt opdateret med 50 procent mere indhold end 3. udgave, aldrig tidligere offentliggjorte fotos og masser af personlige beretninger fra dem, der byggede og drev Danmarks dybeste hemmelighed.

Det skriver de to forfattere, Poul Holt Pedersen og Karsten Hvam Pedersen, i en pressemeddelelse. 

- Nu kan vi endelig fortælle den fulde historie om Danmarks dybeste hemmelighed. Det er nærmest en hel ny bog, men med genbrug af den gamle titel, fortæller Poul Holt Pedersen og Karsten Hvam Pedersen, der har lavet det store arbejde for at fejre, at bunkeren er blevet åbnet som museum, i pressemeddelelsen. 

 - Vores interesse for emnet går helt tilbage til 1994, hvor vores onkel fortalte, at der fandtes noget yderst hemmeligt i nærheden af Rold Skov. Mere fortalte han os ikke. Denne korte bemærkning skulle man umiddelbart tro, at vi hurtigt ville glemme, men dette var ikke tilfældet. I mange år søgte vi efter oplysninger om hemmeligheden i den store skov. At det var omgærdet med så meget hemmelighed, gjorde kun det hele mere interessant, siger de. 

Billede beskrivelse

Første udgave var censureret

Brødrene anmodede om adgang til at bese anlægget og om at få udleveret informationer med henblik på at skrive en bog. Efter en nærmere dialog og forhandlinger blev deres ønske til deres store overraskelse opfyldt. Den første udgave af bogen udkom i 2010 og var forinden blevet censureret af Forsvaret, Beredskabsstyrelsen og Nato. For første gang blev historien om hvorfra og hvordan regeringen kunne føre Danmark gennem en national krise eller 3. verdenskrig beskrevet.

Bunkerne og meget store dele af den civile beredskabsplanlægning havde indtil da været holdt usynlig og ukendt for de fleste. Bogen blev så stor en succes, at den var afgørende for, at myndighederne besluttede at skrive Regan Vest ud af beredskabet i 2012, og at bunkeren tidligere i år kunne åbne som museum. Rebildcentret lavede desuden en udstilling om Regan Vest og Den Kolde Krig i samarbejde med forfatterne. 

- Bogen blev således årsag til, at der blev åbnet hele to koldkrigsmuseer både i Rebildcentret og i selve Regan Vest. Det er vi selvsagt meget stolte af, siger brødrene i pressemeddelelsen.

I bogen kan du læse den fulde historie om hele det nød-Danmark, der stod klar. Den beskriver også, hvorfor Regan Vest blev bygget, hvem der byggede den, og hvem der holdt den klar til 3. verdenskrig.  

Bogen indeholder også billeder fra det hemmelige og aktive Regan Øst, ny viden om bl.a. Danmarks opdeling i selvstyrende enheder i tilfælde af krig og et massivt byggeprogram af bunkere til landets krigstidsledelse. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste