Nu køber de computere til e-sport
HOBRO: Mariagerfjords nye forening for e-sport er kommet forrygende fra start. Den har oplevet overvældende interesse fra frivillige, som ønsker at være med til at skabe et samlingspunkt for børn, unge og voksne, der deler interessen for e-sport, forlyder det fra Christian Johnson, Hobro Svømmeklub. Foreningen går under navnet HSE Vikings og er organiseret under Hobro Svømmeklub.
Med støtte fra Sparekassen Hobro Fonden, Mariagerfjord Kommunes udviklings- og talentpulje samt HSE Vikings første sponsor, Cafe KAOS, er e-sport i Mariagerfjord kommet så langt, at man allerede nu kan begynde indkøb af de første 10 computere.
Samtidig vil HSE Vikings nye sponsoransvarlige arbejde på at finde de 100.000 kroner, der mangler, før udstyret er tilstrækkeligt til at rumme både bredden og eliten.
CS GO og League of Legends bliver spil, der kan trænes på forskellige niveauer. Klubben ønsker at finde et par andre spil, der bliver en del af den faste undervisning efter sommerferien.
Interesserede kan gå ind på HSE Vikings Facebookside og give deres mening til kende om, hvilke det skal være.