Nedtælling til Havnens Dag i Hadsund
Gratis oplevelser på vandet og på havnen for hele familien
Hadsund Lystbådehavn er blot én ud af 100 danske lystbådehavne, der lørdag 9. juni inviterer lokalbefolkningen til Havnens Dag.
Lystbådehavnen i Hadsund er et naturligt samlingspunkt for byen, og målet er at inspirere alle - unge som ældre - til at benytte de fantastiske muligheder, som havnen rummer.
På lystbådehavnen kan du finde både ro og fællesskab, og derfor er det et unikt åndehul og stolt vartegn for de byer, der er så heldige at have en havn.
- Vi glæder os til at tage imod en hel masse nysgerrige og sommerparate mennesker, der har lyst til at tilbringe nogle hyggelige timer med hinanden ved havnen. Og forhåbentlig vil mange af dem få lyst til at vende tilbage og på sigt være en endnu større del af pulsen ved vandet ved at benytte sig af alle de aktivitetsmuligheder, som vi sammen har adgang til, siger Lars Rigborg, der er Hadsund Sejlklubs lokale Vild med Vand-tovholder.
Det er tredje gang, at Havnens Dag løber af stablen. Både i 2016 og 2017 var mærkedagen en stor succes med titusindvis af besøgende på landsplan. I 2018 ventes flere end 100.000 at kigge forbi havnene for at snuse til stemningen og få et indblik i de mange muligheder som også Hadsund Sejlklub byder på.
Det er anden gang, at Hadsund Sejlklub er med i den landsdækkende begivenhed.
På hjemmesiden www.vildmedvand.dk/hadsund kan du se mere om de aktiviteter Hadsund Sejlklub byder på, så du kan sætte kryds i kalenderen.
Besøg vor dejlige klubhus og få en snak med en af klubbens medlemmer, der kan fortælle dig meget mere om glæden ved at sejle, uanset om det er i en jolle, en motorbåd, en sejlbåd eller en motorsejler.
Her vil vi også gerne aflive nogle myter og vise dig, at sejlsport er for os alle.
Samtidigt vil vi gerne informere om at klublivet i Hadsund Sejlklub byder på mere end sejlads i form af foredragsaftener m.m.