Billede beskrivelse

Navne fastlagt for to boligområder

To kommende boligområder i Rebild Kommune har fået navnene Skovkanten og Torsdal

23. marts 2021 kl. 06.00

SKØRPING/NØRAGER: Teknik- og miljøudvalget har nu fundet et navn til to kommende boligområder i henholdsvis Skørping og Nørager.

I Skørping drejer det sig om udstykning af 30 private grunde på vestsiden af Gammel Skørpingvej 118, som nu meget symbolsk i forhold til beliggenhed er blevet navngivet Skovkanten efter forslag fra ejertrioen bag, fætrene Bent Amstrup og Niels Amstrup Rask samt købmand Svend Pape i Hals.

De 30 grunde er alle over 1000 kvadratmeter og varierer i størrelse op til 1622 kvadratmeter, der prismæssigt varierer fra godt 1 til knap 1, 3 mio.

De bliver udbudt til salg i denne uge og forventes lidt forsinkede at være byggemodnede og klar til bebyggelse til august.

13 grunde nabo til skov

I Nørager drejer det sig om en kommunal udstykning på Nøragervej 15.

Her har medlemmerne af teknik- og miljøudvalget valgt første prioriteten på 15 navneforslag fra Nørager Borger- og Håndværkerforening, nemlig Torsdal.

Navneforslaget har baggrund i boligområdets beliggenhed i den sydlige udkant af byen ved Torsdals bæk og ned til Torsdals Mølle.

Billede beskrivelse

Efter planen kommer det nye boligområde på cirka 4 hektar til at rumme 13 kommunale parcelhusgrunde.

Inden selve byggemodningen kan igangsættes, skal byrådet på mødet 25. marts først endelig godkende forslaget til lokalplan og kommuneplantillæg for området, der har været i offentlig høring i otte uger.

Efterfølgende skal Nordjyllands Historiske Museum have nærmere undersøgt nogle forventede fortidsminder i området for at få dem enten bekræftet eller afkræftet ved en større arkæologisk forundersøgelse i området.

Grundene vil fra kommunal side først blive udbudt til salg sidst på året.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste