Nabohjælp fra Løgstør Sportdykkerklub
Fjordhaveejere fik skrabt bunden ren for blåmuslinger
Søndag formiddag lød der pludselig høje plask ved udmundingen af Frederik den Syvendes Kanal.
Det var to dykkere, Jens og Kim, der var hoppet i bølgen blå for at tage den korte svømmetur tværs over kanalen til Fjordhaverne.
På flåden ventede en flok fjordhaveejere i spænding på, at dykkerne skulle gå i gang med at rense flådens bund, der i årets løb er blevet tykt belagt med blåmuslinger.
Efter en god times tid var bunden skrabet ren, og flåden lå betydeligt højere i vandet, nu langt over plimsollermærket.
Nu skulle man så til gengæld tro, at der så lå et tykt lag muslinger på kanalens bund. Men nej: Fjordhave-foreningens fiffige kasserer havde sørget for, at der var blevet lagt et net ud under flåden, så intet gik til spilde.
De gæve dykkere blev tilbudt ”aflønning” i naturalier, men takkede pænt nej.
Til gengæld falder der måske lidt af til dykkerklubbens julefrokost.