Når gamle biler går i blodet
Væddeløb er meget andet end Le Mans. Ved Skørping kørte mænd (og enkelte kvinder) i gamle biler op af en bakke - og fik en herlig dag
GAMMEL SKØRPING: Hvad har en Porsche 911 Carrera og en Opel Corsa til fælles?
Ikke meget udover at begge har fire hjul og en motor, vil de fleste mene. Men de to meget forskellige biler kørte med, da Historisk Motor Sport lørdag arrangerede Gl. Skørping Hill Climb i perfekt sommervejr.
De var ikke helt lige hurtige op af den 1500 meter lange bane på Bækkedalsvej, hvor Porschen var blandt dagens hurtigste. Hurtigst af alle var en Peugeot 205GTI fra 1990.
Motorsport med historiske biler - den yngste lørdag var fra 1990, den ældste en Lotus fra ’60 - er en sport i vækst. Især mænd over 50, som har fået råd og tid til de biler, de drømte om som knægte, deltager. Børnene er som oftest hjemmefra:
- Det er sjovere at bruge penge på biler end på daginstitutioner, lød det fra Preben Sørensen, Hjørring, mens han sad ved siden af kammeraten Brian Rasmussen.
Begge deltog med en Ford Escort - Prebens en RS2000 fra 1973, Brians en lidt yngre Escort MkII - begge var debutanter i Gl. Skørping, og ingen af dem kunne forestille sig at køre ræs i andet end netop en Ford:
- Jeg blev vaccineret med Ford som 12-årig, forklarer Brian Rasmussen smilende.
Preben Sørensen har det på samme måde:
- Min første bil var en Ford Escort, men som ung mand var der ikke så mange penge, så det var en 1300. Da jeg så skulle i gang med at bygge en veteranbil, ville jeg gerne have en Escort igen.
Renoveringen har kørelæreren fra Hjørring brugt et par år på. Bilen stod på pladsen i Gl. Skørping så flot som ny, men derfor blev den ikke skånet; det gjorde ingen af de gamle biler.
- De er bygget til det her, med forstærkninger, så de kan klare det her. Folk passer også godt på dem, de sørger for, at de er i orden, inden de tager hjemmefra, forklarer Uffe Madsen, dagens løbsleder.
Han glædede sig over en sport i fremgang. Historisk Motor Sport samler flere og flere deltagere til sine løb. og lørdagens 57 var det hidtil højeste tal til Gl. Skørping Hill Climb.
Beboerne i den lille by tog sig også godt af deltagerne og de mange tilskuere.
Fra morgenstunden blev deltagerne beværtet med kaffe og rundstykker, ligesom lokale også solgte varm mad til frokost.
Også flere mærkeklubber benyttede dagen til at mødes i Gl. Skørping.
Selv om de mange deltagere var delt op i en halv snes klasser, kunne alle ikke vinde.
Men for Preben Sørensen betød hyggelige timer i godt selskab lige så meget - bilen skulle bare med i samme stand som på turen ud.