Musikoptræden i en god sags tjenester

Ungdomsbandet Kendix med rødder i Rebild Kommune optræder i næste uge rundt i København til fordel for Dansk Røde Kors

23. juli 2017 kl. 06.00

GERDING: I et loftsværelse i et ældre hus i landsbyen Gerding har fire unge i øjeblikket travlt med at øve musikalsk.

For i dag, søndag, drager de med deres instrumenter alle til København, hvor de efter planen skal spille flere forskellige steder.

- Blandt andet vil vi optræde som gademusikanter og håber forbipasserende vil belønne os med økonomiske bidrag. Vi har også en aftale om at skulle spille udendørs til et loppemarked i Christiania samt til en ungdomsfest på Frederiksberg. Hvor det er helt præcist ved jeg ikke, fordi aftalen er truffet med et andet band i København, hvis medlemmer jeg kender, forklarer Thomas Knudsen, hvis forældre lægger hus til bandets øveseancer her hen over sommerferien.

De fire fyre har spillet fast sammen det sidste års tid, men har alle dyrket musik på forskellig vis i adskillige år.

Eksempelvis har trommeslager Nikolaj Thimm fra Øster Hornum og bassist Kristian Buhl fra Støvring i flere år spillet sammen i Støvring Marimbas, der er et marimba og slagtøjsensemble med base i Stubhuset i Støvring.

- Men her det sidste år satser vi alle fire meget seriøst på vores band, som vi har navngivet Kendix. Alle indtægterne fra vores optræden i København donerer vi til Dansk Røde Kors, fordi vi synes det er en hjælpeorganisation der udfører rigtig mange gode projekter rundt i hele verden. Interesserede vil på vores Facebook side løbende kunne se hvor meget vi får samlet ind i København, da siden vil blive opdateret hen over ugen med hensyn til udviklingen, påpeger Johannes Uhrt Mortensen.

- Ja vil vil gerne som musikere også forsøge at inspirere andre udøvende kreative kunstnere af forskellig slags at arbejde for en god sags tjeneste, uddyber Thomas Knudsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste