Rebild Bakker kan godt være lidt af en udfordring for selv de sejeste, men i Run O’ Clock-løbet 21. august handler det ikke om at løbe hurtigt. Det skulle gerne være med til at gøre løbet til en anderledes løbeoplevelse. Arkivfoto
Livet her

Motionsløb for sejtrækkerne

Løbsarrangør varsler en anderledes løbeoplevelse i Rebild Bakker 21. august

27. juli 2021 kl. 14:21

Er du ikke så hurtig til at løbe, men er du til gengæld en rigtig sejtrækker, så har du nu mulighed for at udfordre dig selv i Rebild Bakker.

Her inviterer løbe-sitet løbetosset.dk lørdag 21. august til et såkaldt Run O’Clock-løb. Et løb, hvor det ikke handler om at løbe hurtigst, men snarere om at være mest udholdende.

- Måden, man løber på i Run O’Clock, er helt anderledes, end når man f. eks. løber maratonløb.

- Run O’Clock handler ikke om at komme først eller nå en omgang på kortest tid. Det handler om at blive ved, time efter time.

- Nogle løber hurtigt, og andre løber langsomt, og dette løb imødekommer alles løbestil, forklarer Morten Klingenberg fra løbetosset.dk

Run O’ Clock-løbet afvikles i den smukke natur i Rebild National Park og Rold Skov med stævnecentrum ved parkeringspladsen i Rebild Bakker.

Ruten er på 6,7 km, og den skal blot gennemføres i løbet af en time.

Når du hurtigere i mål, får du blot en lidt længere pause, inden næste runde går i gang, og i alt kan de mest udholdende på den måde nå op på at løbe 100 km i løbet af de 15 timer, Run O’ Clock-arrangementet varer.

- Rammerne i Run O’Clock gør, at man kan løbe længere, end man troede, fordi det ikke handler om tid, men om omgange.

- Det giver deltagerne mulighed for at presse sig selv til at løbe langt.

- Deltagerne kan tilpasse deres tempo ved hver omgang og dermed møde nye løbere, da man løber på kryds og tværs med forskellige mennesker med forskelligt tempo.

- Alle løbere starter sammen ved hver omgang, og når de sidste løber over målstregen, står de andre deltagere og hepper.

- På den måde vil deltagerne også opleve et større socialt sammenhold end ved et traditionelt løbeevent, fremhæver Morten Klingenberg.

Alle deltagere får efter løbet en unik medalje, hvoraf det fremgår, hvor mange kilometer de nåede op på at løbe. Privatfoto

Alle deltagere får efter løbet en helt unik medalje, hvoraf det fremgår, hvor mange kilometer de nåede op på at løbe.

Samtidig med at de forhåbentlig vender hjem fra Run O’ Clock-løbet med en oplevelse af, at de har udfordret sig selv på en anderledes måde.

Løbet skydes i gang kl. 8 om morgenen 21. august og sidste omgang starter kl. 22.

Billetsalget lukker 17. august, og der er stadig billetter at få, forlyder dét fra løbsarrangørerne.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu