Mistrati: Skal hæve bundniveauet
Midtbanespiller havde et godt efterår i Hobro, men satser på at blive bedre i foråret
FODBOLD: Roserne har ligget i kø foran Hobro IK’s Vito Hammershøy-Mistrati siden sommerens skifte fra FC Helsingør, men midtbanespilleren er ikke tilfreds endnu.
Forårssæsonen i Alka Superligaen skulle gerne blive endnu bedre end efteråret.
- Jeg skal have løftet mit bundniveau, og så håber jeg også, at jeg kan blive mere afgørende for holdet, siger Vito Hammershøy-Mistrati.
Midtbanespillerens optakt til forårssæsonen har dog hidtil ikke været optimal.
Da Hobro mandag spillede 0-0 mod polske Zaglebie Lubin i en testkamp under træningslejren i Tyrkiet, var det således første gang i 2018, at Mistrati kom i kamp.
- Det var dejligt at få lov at spille igen, for det har jeg ventet længe på. Min opstart har været lidt problematisk, fordi knæet har drillet mig, men nu går det godt, så jeg regner med at være tilbage for fuldt drøn, siger han.