Mens vi venter på sommerferien
Lille Vildmosecentret har spændende aktiviteter for hele familien
LILLE VILDMOSE: Før vi får set os om er sommerferien over os, men inden da har Lille Vildmosecentret en række spændende aktiviteter for hele familien. Ta’ med på guidede ture, bliv klog på Nordens Kæmper og vær med når vi slynger honning.
Hop med på bussen og gør dig klar til en fremragende guidet bustur, hvor guiden vil fremvise én af Danmarks smukkeste og ældste naturskove - Tofte Skov i Lille Vildmose. Guiden vil undervejs inddrage dig i den spændende og flere hundredår gamle kulturhistorie, som knytter sig til skoven og området, og vise dig den enorme naturrigdom, som skoven gemmer på. Undervejs vil du med stor sandsynlighed blive mødt af skovens store bestand af vilde krondyr og vildsvin, som gennem græsning er med til at skabe en lysåben græsningsskov.
Turen har i sæson 2019 fået et nye højdepunkt - bogstaveligt talt! Stig med til tops i det nye 17 meter høje Toftebakketårn, som smyger sig mellem bøgetræer op over trækronerne. Den høje opstigning belønnes med et betagende udsyn over Tofte Mose - hjertet af et af landets mest imponerende og spændende naturområder. Samtidig kan du ved foden af tårnet gå på opdagelse af den nyanlagte plankesti, der gør det muligt at udforske den ellers utilgængelige og enorme højmoseflade.
Hvordan kan jeg komme med
Den smukke naturskov i det sydlige Lille Vildmose er normalt lukket for offentligheden, men i maj, juni, juli og august har du en unik mulighed for på egen hånd, at opleve skoven i al sin pragt og vælde og forhåbentligt opleve krondyr, ørne og vildsvin helt tæt på. Lille Vildmosecentret har sørget for guiden og bussen, så det eneste du skal gøre er at booke din plads på nettet.
Turene kører frem til den 8. august (tirsdage og torsdage) – mange af turene er allerede godt fyldte, så det er en god idé at booke din plads allerede nu via Lille Vildmosecentrets hjemmeside.
Start oplevelsen på Lille Vildmosecentret
Indlagt i billetten til de to ture er også entré til Lille Vildmosecentret.
Her kan I bl.a. se en film om mosens elge, gå på opdagelse i udstillingen og stå ansigt til ansigt med vores elgtyr. Husk også at besøge vores nye udendørsformidlingsområde, ’Det Vilde’, hvor I kan lære en masse om Nordens Kæmper og gå op opdagelse efter de gode fortællinger med vores nye, vilde app. I vælger selv hvornår på dagen I vil indløse entrébilletten og centret har i forbindelse med aftenturene åbent helt indtil bussen kører.
Turen afsluttes igen ved Lille Vildmosecentret.
I oplever de smukke områder bedre på fuld mave – derfor kan I sammen med billetten tilkøbe en lækker sandwich med kylling/bacon og en øl/vand, som kan nydes fra kl. 18.00 i vores hyggelige Café Soldug.
Tør I gå op i Dødens Tårn?
Søndag 30. juni kan I være med til noget HELT VILDT når vi i samlet flok går på opdagelse i Lille Vildmosecentrets nye og vilde formidlingsområde – Det Vilde.
Her er det Nordens Kæmper – ørn, trane, vildsvin, krondyr og elg, som er i fokus og ved at gå på opdagelse i det nye område kan I blive endnu klogere på de store dyr. I Dødens Tårn kan I lære om de store dyrs død, og hvordan død kan give nyt liv. Tør I lugte til et rævekranie? Fra toppen af tårnet nydes en fantastisk panoramaudsigt over hele området. Måske er I heldige at få øje på de små, stribede frislinger ved foderpladserne i den nye vildsvinefold eller se ørnene ved kadaverpladsen.
Vildsvinene bliver fodret alle dage ved de automatiske fodertønder.
Smagen af nyslynget honning
Endelig kan I deltage i vores formidlingsarrangement om honning søndag formiddag 23. juni.
Vi skal slynge honning fra bistaderne ved Lille Vildmosecentret. Lille Vildmosebiens Venner hjælper os med arrangementet og står klar ved slyngen. De vil rigtig gerne fortælle om hele processen i, at få den lækre honning ud af bitavlerne og om, hvordan den så bliver til den søde honningmad vi spiser. Der vil også være mulighed for, at lave sit eget lys ud af bivoksplader i vores Naturværksted – du må efterfølgende tage det med hjem.
Her vil Lille Vildmosebiens Venner også fortælle om, hvordan bierne lever og samarbejder i bistadet.