Men en dag gik det galt for urobetjenten

17. februar 2018 kl. 06.00

Fra blå blink til Rollator.

Sådan lyder overskriften på et foredrag, som du kan høre mandag 19. februar klokken 19.30 i Hobro Kirkecenter.

Her gæster Heinz Svolgaard Hvid, tidligere politimand, urobetjent og hundefører, Højskoleforeningen for Hobro og Omegn.

Jagt, slagsmål, røveri, drab, narko og rockermiljø hørte til Heinz Svolgaard Hvids hverdag i 14 år.

Men som politimand, urobetjent og hundefører skal man være forberedt på alt - også at det kan gå så galt, at det koster førligheden.

Gik galt under biljagt

Et færdselsuheld under en biljagt og flere voldelige overfald i tjenesten har gjort Heinz stærk invalideret og afhængig af hjælpemidler og stærk medicin.

I foredraget fortæller Heinz om det arbejdspres, politimanden skal være forberedt på hver dag.

I foredraget gennemgår han også tiden efter: Kampen mod systemets svigt. Kollegerne der blev væk, fagforbund som svigtede, den nye livskvalitet samt håb og drømme for fremtiden.

I dag er Heinz aktiv i diverse handicapforeninger.

Foredraget afholdes i Hobro Kirkecenter, hvor alle er velkommen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste