Mekaniker på gulvet hitter
Hos Søholms Autoservice på Bygmestervej 6 i Hadsund oplever man lige nu en stigende efterspørgsel fra kunder fra lokalområdet.
En for nyligt gennemført tilfredsundersøgelse løfter sløret for tendensen. Kunden vil modtages af mekanikeren personligt og rådgives i øjenhøjde. Og det er lige præcis sådan, det foregår hos det lokale Hella Service Partner autoværksted.
Når kunderne kører bilen ind på matriklen hos det lokale Hella Service Partner værksted, Søholms Autoservice i Hadsund, bliver de altid mødt af værkstedets mekaniker som den første. Det handler om troværdighed og om at undgå misforståelser.
- Hos os er det altid vores mekaniker, der tager imod kunderne og deres bil, uanset om der er tale om serviceeftersyn, klargøring til syn, reparationer eller dækskifte. Biler er tekniske, og arbejdet med biler er et faghåndværk, der kræver stor indsigt og specialviden. Derfor er det vigtigt for os at få drøftet behov og få afstemt forventninger fra start, så der ikke opstår misforståelser eller kedelige overraskelser, når først bilen har været på værksted, fortæller indehaver Niels Anker Møller.
Som en del af dialogen med kunderne har den landsdækkende værkstedskæde gennemført en tilfredshedsundersøgelse hos udvalgte autoværksteder rundt om i landet lige efter endt værkstedsbesøg.
Målsætningen på den lange bane er en stabil høj tilfredshedsgrad, og resultatet taler for sig selv.
- Ud af de adspurgte gav hele 81% værkstedsbesøget karakteren 5, men 19% gav deres værksted en score på 4. Men det bedste er faktisk, at reparationerne i 98% af tilfældene blev overholdt i forhold til den aftalte tidsramme, og at 97% var i dialog med deres mekaniker om det arbejde, der skulle udføres. Det vidner om, at den indledende snak med vores mekaniker på gulvet fungerer, smiler Niels Anker Møller.
Den landsdækkende kæde er i den forbindelse gået skridtet videre. Alle mekanikere bliver løbende skolet og deltager i relevante kurser og efteruddannelser, og med et helt nyt reklamekoncept på trapperne under mottoet "bare bedre bilværksted" prøver Hella Service Partner også at synliggøre både internt og eksternt, at et besøg hos dem ikke bare er en handel men et samarbejde.
Ifølge Hella Service Partner er mange danskere stadig i tvivl om, om fabriksgarantien holder ved udført service på et frit autoværksted. Men lige her er der ingen slinger i valsen at spore, når man spørger det lokale Hella Service Partner værksted.
- Får du din bil serviceret på et Hella Service Partner autoværksted i garantiperioden, er du samtidig sikker på at bevare din fabriksgaranti. Så længe du overholder og dokumenterer alle pligtige serviceeftersyn, følger du EU-reglementet, samtidig reparerer vi bilen efter bilfabrikantens forskrifter, og du er altid sikret 3 års garanti på alle nye reservedele hos os, fortæller Niels Anker Møller.