Markant udvidelse af Hostruphøj
Som bebudet for nylig kunne Hostruphøj fredag indvi en ny aflastningsafdeling med ekstra tilbud til udsatte børn, unge og deres familier/plejefamilier.
Det socialpædagogiske opholdssted i Hobro tilbyder en ny aflastningsafdeling med otte værelser.
Her kan børn fra sårbare familier og plejefamilier komme til Hostruphøj i et aflastningstilbud i kortere perioder, når børnene eller deres familie/plejefamilie har behov for det.
Med den markante udvidelse har opholdsstedet samtidig skabt 10 ekstra arbejdspladser.
Aflastningsafdelingen rummer derudover et nyt familieværelse, hvor forældre i perioder kan bo med deres barn og med støtte fra Hostruphøjs pædagoger blive bedre til at tage hånd om barnet.
Endelig tilbyder afdelingen et nyt såkaldt efterværnsværelse til unge, der under pædagogisk tilsyn skal lære at bo for sig selv.
Ifølge Kitt Palbjørn-Pedersen, forstander på Hostruphøj gennem de seneste tre år, er der meget at fejre til receptionen
- Når jeg ser på den udvikling, Hostruphøj har gennemgået de seneste år, bliver jeg både glad og stolt.
- Ikke bare har vi udviklet os til en større institution med stærk faglighed og flere tilbud til børnene og deres familier/plejefamilier.
- Hostruphøj har i tilgift en solid belægning og fremstår som et fleksibelt og omstillingsparat opholdssted.
- Vi skaber lige præcis det tilbud, kommunerne efterspørger til det enkelte barn, fremhæver Kitt Palbjørn-Pedersen.
Hostruphøj hører under Landsforeningen Livsværk, der arbejder med socialt udsatte børn, unge og familier.
- Vi har hævet det faglige niveau yderligere. I dag er Hostruphøj indiskutabelt et uhyre solidt tilbud til udsatte børn og unge, fremhæver Livsværks generalsekretær, Ebbe W. Lorenzen,
- Blandt andet er Hostruphøj gået nye veje i udvikling af deres tilbud for at sikre, at børn og deres familier/plejefamilier støttes optimalt.
- Det er den nye aflastningsafdeling et godt eksempel på.
- Med den står Hostruphøj enestående stærkt til at matche kommunernes behov - både fagligt og økonomisk, forudsiger generalsekretæren.
Udvidelsen på Hostruphøj og de 10 nye arbejdspladser, den kaster af sig, glæder i sagens natur borgmester Mogens Jespersen:
- Opholdsstedet har virkelig udviklet sig og vist sit værd.
De nye arbejdspladser tager jeg og Mariagerfjord Kommune imod med kyshånd, siger han.
Udover festtaler bød receptionen på underholdning, ansigtsmaling og ballonklovn for børnene, rundvisning samt indslag fra en del af Aarhus Revysterne.