Mangler du en god bog til sommeren? Her er Lisettes fire forslag
STØVRING: Sommeren giver for mange anledning til afslapning og ferie, hvor man måske endda har tiden til at fordybe sig i en god bog – eventuelt mens man sidder hjemme i sofaen eller nyder solens stråler på terrassen.
Men der findes et hav af bøger, og har du svært ved at vælge en, står Lisette Fischer Kirstein, indehaveren af Bog & idé Støvring, klar med fire forslag.
En kamp på liv og død
Den første bog, hun fremhæver, er den femte bog i serien Oxen, hvor den tidligere elitesoldat Niels Oxen er hovedperson.
I bogen sender PET bud efter ham, fordi han skal hjælpe med at opklare en række drab på danske veteraner, og det bliver en kamp på liv eller død. Det var seriens første bog, der fangede Lisette Fischer Kirstein.
- Første bind foregår faktisk på Nørlund Slot i Rold Skov, og det er jo lidt sjovt, at det er så tæt på. Når det er her i området, så føler man lidt, man kommer til at kende hovedpersonen på en anden måde.
Forfatteren, Jens Henrik Jensen, besøgte Bog & idé Støvring, da den femte bog blev udgivet. Til efteråret bliver sjette bog i serien udgivet, hvilket får Lisette Fischer Kirstein til at håbe på endnu et besøg.
- Det kan være, vi er heldige, at han kommer til Støvring igen, når den udgives i september.
To imponerende duoer
Næste anbefaling er også en krimi, og en helt ny af slagsen.
- Den blev udgivet 12. juni og er anden bog i en serie. I øjeblikket bliver den talt meget om, men hvis man ikke har læst den første bog, som hedder Opløst, kan man starte med den.
Bogen handler om duoen bestående af vicepolitiinspektør Liam Stark og politikommissær Dea Torp, som sammen har til opgave at opklare to forsvindingssager.
- Det er to dygtige forfattere, Sara Blædel og Mads Peder Nordbo, som har slået sig sammen om den serie her, og jeg synes bare, de skriver rigtig godt sammen. Det er et godt forfatterpar.
En betagende fortælling
Bog nummer tre, Annas Sang af Benjamin Koppel, er i en helt anden boldgade i forhold til genrer.
Det er en kærlighedsroman, som er inspireret af sande historier fra forfatterens egen jødiske slægt, hvor ære spiller en stor rolle.
Hannah, som er hovedpersonen i romanen, tager udgangspunkt Benjamin Koppels tante, Anna – men da store dele af historien er fiktion, valgte han at kalde hovedpersonen for Hannah.
- Det er en megaflot fortælling, og den er så godt skrevet. Det var sådan en, jeg ikke troede, jeg fik læst, men da jeg først kom i gang, blev jeg så betaget af den.
24. august får Stubhuset i Støvring besøg af Benjamin Koppel, som vil holde foredrag om bogen.
Historien, der blev begravet
Den fjerde og sidste bog blev udgivet i februar 2023 og er en roman af Kim Blæsbjerg. Han har på baggrund af egne erindringer, grundig research og interviews udarbejdet romanen De bedste familier.
- Den foregår i Vestjylland og handler om Cheminova og dens forurening dengang. Kim Blæsbjerg troede aldrig, at han ville få bogen skrevet, fordi det var et emne, som var præget af tavshedskultur.
- Men nu er det blevet til en roman inspireret af virkelige hændelser, og han er allerede blevet indstillet til mange bogpriser. Det er virkelig en flot fortælling, fortæller Lisette Fischer Kirstein.