Lys er på plads i vejkryds i Hobro
Signalanlæg blev tirsdag sat op i krydset Hegedalsvej/Hostrupvej
HOBRO: - Der går elektrikere og trækker kabler til en stander på vejen ved Lidl. Så nu krydser jeg fingre for, at der snart kommer lys.
Sådan lød det håbefuldt fra borgmester Mogens Jespersen (V), som avisen får en snak med tirsdag formiddag, da han i bil kører gennem Hobro ad Hostrupvej i retning mod nord.
Det lys, som borgmesteren sigter til, er de manglende signalanlæg, der har udviklet sig til noget af et smertensbarn for Mariagerfjord Kommune.
Der har manglet lys ved Adelgade-krydset, Skivevejs udmunding i Hostrupvej, t-krydset ved Banegårdsvej og t-krydset ved Lidl.
Datoen for, hvornår lysene skulle være klar, er blevet udskudt adskillige gange.
Ved den officielle indvielse af Hostrupvejs ombygning i december i fjor sagde borgmesteren, at de ville være klar "kort tid efter nytår".
Da det ikke holdt stik, kom der en ny melding fra kommunen om færdiggørelse uge 5. Og da det heller ikke holdt stik, blev det udsat til uge 7. Nu er vi halvvejs henne i uge 12.
- Jeg har brændt mig hele tre gange, så jeg vil ikke love noget mere. Vi er kommet så godt og vel over uge 3. Leverandøren sagde, at lysene var klar til uge 3 - de nævnte ikke årstallet. Måske var det 2019, de mente! spøger borgmesteren.
Arbejdet med signalanlæggene var udbudt i totalentreprise af Mariagerfjord Kommune med Swarco A/S som leverandør.
Formand for teknik- og miljøudvalget i Mariagerfjord Kommune, Jørgen Hammer Sørensen (DF), har også netop spottet elektrikere på job på den gamle hovedvej.
Han vil ikke sætte dato på, hvornår lyset kommer til at virke:
- Jeg er færdig med at sætte uger på. Jeg tør ikke tro på noget mere. Det har virket så utroværdigt, hvad leverandøren har meldt ud til os, og de er kommet med skiftende forklaringer på, hvad der er gået galt, siger Jørgen Hammer Sørensen.
Da NORDJYSKEs fotograf kørte forbi tirsdag eftermiddag, var elektrikere i fuld gang med at opsætte lys i krydset ved Hegedalsvej/Hostrupvej.