Louis Nielsen vil sende dine brugte briller til Afrika
Optiker Mia Kjær Albertsen fra Louis Nielsen i Hobro tager i julemåneden imod dine brugte briller og sender dem til Tanzania.
Selvom det kan lyde underligt, så er den god nok:
Dine gamle briller kan meget vel få et nyt liv på næsen af en anden person.
Det har optikerkæden Louis Nielsen bevist igennem de seneste otte ved at lade butikkerne indsamle kundernes gamle briller og sende dem videre til Tanzania.
Brillerne har i stedet givet mennesker, der ellers ikke har fået muligheden, et nyt syn på tilværelsen.
Flere end 32.000 tanzanianere har over de seneste otte år fået briller på denne vis, når Louis Nielsen et par gange om året sender et hold medarbejdere til Tanzania for at foretage synstests og uddele briller til stor glæde og begejstring for lokalbefolkningen.
Som en del af det velgørende koncept kan du som kunde vælge at udfylde en blanket med navn og kontaktoplysninger, når du donerer sine briller i butikken.
På den måde vil det være muligt for Louis Nielsen at sende et billede med brillernes nye ejermand tilbage til dig - hvad enten en mand, kvinde eller et barn på den anden side af jorden får glæde af dine gamle briller.
- Et par briller får meget ofte nyt liv, og vi er glade for at tage imod brugte briller, fordi behovet er så stort i Tanzania, forklarer Rune Steiness, PR-konsulent og projektleder på Tanzaniaprojektet.
- I år har jeg selv og et hold af vore optikere besøgt øen Pemba med en kvart million indbyggere og kun en enkelt optiker.
- Her koster det billigste par briller som minimum en månedsløn.
- Så det gør virkelig en forskel, at vi kan hjælpe lidt til, for et godt syn kan ofte være forskellen på, om man klarer sig selv eller ej, uddyber Rune Steiness.