Lions Club Løgstør sikrer varmt vand i grønlandsk by
LØGSTØR: Børn og unge i den grønlandske by Ittoqqortoormiit skal have mulighed for et varmt bad, lære livredning og dyrke fællesskabet.
Problemet for byens udendørs badebassin er, at det er koldt hele sommeren igennem og frosset til om vinteren. En udfordring, som Lions Club Løgstør gerne vil hjælpe med at løse i samarbejde med Lions Club Internationals Grønlandsudvalg.
Efter et indgående kendskab til børn og unges problemer i byen Ittoqqortoormiit har sygeplejerske Benedicte Buren fra Oudrup ved Løgstør medvirket til at formidle en ansøgning sendt til Lions Club Løgstør for at dække udgifterne til en varmepumpe til opvarmning af badebassinet.
Opvarmning af badebassinet vil gøre det mere attraktivt at svømme i det i den del af året, hvor det er muligt. Samtidig vil det gøre det muligt at lære at svømme, hvilket der kun er begrænset mulighed for i Grønland. I en kort afstand fra byen ligger Hvalrosbugten, hvor der er en badestrand, men det er også et sted, hvor mange isbjørne færdes.
- Vi glæder os over, at vi i samarbejde med Grønlandsudvalget kan sikre varmt vand i badebassinet i Ittoqqortoormiit. Det er dejligt at kunne medvirke til børne- og ungdomsarbejdet i landsdele, hvor behovet er anderledes end det, vi kender i Danmark, siger formanden for Grønlandsudvalget i Lions Club Løgstør, Thorkild Battrup-Andersen.
Med bevillingen er der mulighed for, at varmepumpen kan blive installeret inden sommeren. Problemet er dog, at byen kun modtager varer med skib nogle få gange årligt.