Limfjordsskolens kor optrådte på Sølund festival
Eleverne fik sig en stor oplevelse på scenen i Skanderborg
LØGSTØR: Limfjordsskolens kor fik en oplevelse ud over det sædvanlige, da de forleden optrådte på Sølund Musikfestival i Skanderborg, som er verdens største musikfestival for mennesker med udviklingshandicap og deres ledsagere.
Aftalen om at optræde på festivalen kom i stand på baggrund af en forespørgsel fra korleder og lærer Ylle Krone Sørensen. Det skulle musikudvalget tænke lidt over, inden det blev et ja, da der aldrig tidligere har været koroptræden på Sølund festivalens brugerscene.
Eleverne i koret har optrådt tidligere bl.a. til den årlige julekoncert i Løgstør kirke, men at optræde på Sølund var dog noget helt særligt, så der er blevet øvet intens i ugerne optil og spændingsniveauer var i top da den store dag oprandt. Det blev ikke mindre af at komme frem til Sølund festivalens backstage område, hvor elever på bedste VIP maner i ventetiden inden deres optræden blev beværtet med jordbær, kage og sodavand.
Først på eftermiddagen gik koret så på scenen iført deres helt nye kortrøjer til hvad der blev en fantastisk optræden. Alle 18 elever i koret ydede deres absolut bedste og sang med store smil på læberne de indøvede sange og et ekstra nummer, inden de 30 minutter i spotlightet var forbi.