Lasse S. gør sig helt fremme

15. juli 2017 kl. 06.00

Nordjyske motorsports-udøvere gør sig flot bemærket inden for både racing på løst underlag (off road) og asfaltbanesporten.

Lasse L. Sørensen fra Motorsport Nordjylland (MNJ) har oplevet et begivenhedsrigt forår i den danske front-serie: Mascot Danish Thundersport Championship.

Tingene ændrede sig i slutningen af 2016.

- Jeg blev opfordret af frontteamet Massive Motorsport til at prøve kræfter med DTC, som er en spændende dansk løbsserie med en potent racer.

- Jeg nåede at køre to løbsweekender i 2016, og i al beskedenhed scorede jeg i DM-finalen på FDM Jyllandsringen en femmer og en etter i kvalifikationen. Dette blev fulgt op af en treer i finaleheatet.

Lasse L. Sørensen havde nu fået blod på tanden til at køre en fuld 2017-sæson: - Jeg fik kontakt til Team Flexlease.nu/Strøjer Tegl, som bl.a. har "Super" John Nielsen som teamchef, og vi blev enige om et samarbejde.

Nordjyden fandt også speed’en hos sit nye racingteam, hvilket resulterede i en andenplads i første kvali-heat ved DM-premieren på FDM Jyllandsringen.

Senere udgik han.

Men han var fuldt klar til at prøve kræfter med den efterfølgende DTC-afdeling på den krævende bybane ved Classic Race Aarhus.

- Bybanen omkring Mindeparken i Aarhus er uhyre svær at overhale på.

- Det var derfor ikke helt optimalt, at jeg kun scorede en 13. plads i tidtagningen.

- Jeg fandt dog heldigvis race craft’en under selve motorløbet, og endte racet med at vinde finalen. Konkurrenceheldet tilsmilede mig i Aarhus, hvor man ellers nemt kan blive ramt af konkurrenternes småfejl.

Forårets sidste DTC-afdeling blev kørt på den kuperede Ring Djursland:

- Racet var meget jævnbyrdigt på den udfordrende rundbane. Så efter en firer og en toer i kvali-heatene skulle jeg starte på pole position (nr. 1) i finalen. Jeg fik en god start, og kom af sted som etter.

- Længere hen i racet blev jeg presset af min ærkerival, Kasper H. Jensen, men jeg holdt føringen hjem over målstregen, konstaterer Lasse Sørensen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste