Landskonkurrence hos DcH Mariager afdeling

30. april 2017 kl. 06.00

Søndag 9. april afholdt Dch Mariager Landskonkurrence i lydighed.

Der var 33 tilmeldte hunde, men desværre indløb der 4 afbud, så vi var i alt 29 hunde, fordelt med 9 hunde i C-klassen og 20 hunde i B-klassen, oplyser Lis Skøtt fra DcH Mariager.

Vi startede dagen med morgenkaffe, det er jo altid en god start. Derefter gik hundene til de baner, hvor de skulle starte. Det var en rigtig kold start. Vi troede vi havde bestilt godt vejr, men det blev først leveret ved middagstid, så de første timer var rigtig kolde med en strid vind ind over banen.

Til middag var der nogle, der havde pause i konkurrencerne mens andre valgte at gøre færdig, inden de kom ind til frokost, der bød på kold kartoffelsalat eller rugbrød med frikadeller og kamsteg. Det faldt i god jord.

Efter konkurrencerne var afsluttet, blev resultaterne beregnet.

I C-klassen blev det til en 1. plads for Søren Vestergaard m/Rico fra Dronninglund, 2. pladsen gik til Per Weinkouff m/Balou fra Hjørring, og 3. pladsen Birgitte Bugge Vegger m/Aleyna fra Støvring.

I B-klassen fik Jytte Marie Nielsen m/Falka fra Hjørring 1. pladsen, 2. pladsen fik Poul Rasmussen m/Chico fra Hadsund, og 3. pladsen gik til Gitte Madsen m/Andi fra Langå.

Dagen blev afsluttet med kaffe og kage, på god dansk maner, hvorefter alle kunne køre hjem efter en dejlig dag sammen med deres hunde, slutter Lis Skøtt, Mariager DcH

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste