Landsbyfest i Siem
Lørdag 9. juni er der byfest i Siem, hvor dagen starter som vanligt med gratis kaffe og rundstykker. Morgenbordet er sponseret af Terndrup Bageri, Ostebutikken i St. Brøndum og Meny kaffe.
På pladsen bliver der et aktivitetsområde, med forskellige legeredskaber, som hurtigt kan laves til en konkurrence. Der er stylter, stangtennis, Corn Hole spil og meget mere, så børn og barnlige sjæle skal bare finde nogen de vil udfordre og legen er i gang.
I år er der som noget nyt hestevognskørsel. Børge Simonsen stiller sig til rådighed, så alle der har lyst, kan komme med på en tur rundt i Siem. Derudover er der jo det store loppemarked, den populære auktion, tombolaen osv. Skulle man ligge inde med ting til loppemarkedet, så kontakt gerne bestyrelsen. Senere åbnes der for salg af hjemmelavede frikadeller og ribbenssteg m. tilbehør, burgere og pølser fra grill. Ligeledes er der jo den meget populære og flotte børnebar. Her laves de mest indbydende børne-drinks i flotte farver, ligesom der sælges is, og popcorn, og der åbnes op for salg af lopper og tombola, med gevinster skænket af de erhvervsdrivende i Siem og omkringliggende byer.
Traditionen tro, er der kagekonkurrence om byens bedste og mest fantasifulde kage. Et uvildigt dommerpanel på 3 personer findes mellem gæsterne på pladsen, og så er det om at smage sig gennem de forhåbentlig mange lækre kager. Vinderne udnævnes og kagerne vil senere kunne købes til en kop kaffe.
Herefter følger Auktionen forhåbentlig med livlig aktivitet, når de flotte gevinster skal sælges for højeste bud.
Til aften er der dækket op til aftensmad med 2 slags kød fra grillen med stort salat og kartoffelbord.