Billede beskrivelse

Landsbyfest i Siem

03. juni 2017 kl. 06.00

Lørdag 10. juni starter lidt anderledes i Siem, da byen holder Byfest og serverer gratis kaffe og rundstykker, sponseret af Terndrup Bageri, Ostebutikken i St. Brøndum og Meny kaffe.

På pladsen er der et aktivitetstelt, hvor der ligger forskellige legeredskaber som hurtigt kan laves til en konkurrence. Der er stylter, tov til tovtrækning, store sække til sækkevæddeløb, stangtennis og meget mere. Så børn og barnlige sjæle skal bare finde nogen, de vil udfordre og legen er i gang, opfordrer Hanne Sørensen for udvalget.

Igen i år er der det store berømte Soda-ball, et kæmpe bordfodbold med udklædte sodavandsflasker som spillere. Her går man sammen i hold og så starter dagens turnering. Måske der er hold fra St. Brøndum, Hellum eller Terndrup, der "tør" stille op i konkurrencen mod "Siemenitterne"? Tør du/I tage udfordringen op?

En vogn med hø bliver til dagens skattejagt, hvor børnene kan finde lækkerier, senere bliver der Happy Hour for de voksne, hvor det bliver lidt drikkeligt guld, der skal findes. Derudover er der jo det store loppemarked, den populære auktion, tombolaen osv. Skulle man ligge inde med ting til loppemarkedet, så kontakt gerne bestyrelsen. Senere åbnes der for salg af hjemmelavede frikadeller og ribbenssteg m. tilbehør, burgere og pølser fra grill.

Ligeledes er der jo den meget populære og flotte børnebar. Her laves de mest indbydende børne-drinks i flotte farver, ligesom der her sælges is, baconchips og popcorn. Der åbnes også for salg af lopper og tombola, med gevinster skænket af de erhvervsdrivende i Siem og omkringliggende byer.

Traditionen tro, er der kagekonkurrence om byens bedste og mest fantasifulde kage. Et uvildigt dommerpanel på 3 personer findes mellem gæsterne på pladsen, og så er det om at smage sig gennem de forhåbentlig mange lækre kager. Kagerne vil senere kunne købes til en kop kaffe. Alle kager der kommer inden kl. 14, er med i konkurrencen, så har du en lækker opskrift og har lyst til at bage, ja så er det bare om at melde sig til.

Årets Auktion bliver der forhåbentlig en livlig aktivitet når de flotte gevinster skal sælges for højeste bud, og endelig dækkes der til aften op til aftensmad med 2 slags kød fra grillen med stort salat og kartoffelbord.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste