Kunstnergruppe i Det Røde Pakhus
I weekenden kan du opleve værker af kunstnergruppen Pii i Hobro
HOBRO: Findes Der Noget Bedre.
Nej, det er ikke et spørgsmål, men den beskedne titel på en kunstudstilling, du kan overvære ved midsommertide, hvor kunstnergruppen Pii indtager Det Røde Pakhus.
To dage - nemlig lørdag 22. og søndag 23. juni, begge dage fra klokken 11 - udstiller de tre kunstnere malerier, som udgør en kombination af kunst, kultur og havnemiljø.
De tre kunstnere
De tre kunstnere er:
Margrethe Christensen, der har opnået et flot gennembrud i Tyskland ved to gange at have modtaget Form Art prisen ved internationale udstillinger i Hamborg.
Marianne Rying, der har været gennem nåleøjet i blandt andet fem statsanerkendte udstillinger.
Gudrun Elisabeth Kjær, uddannet kunstterapeut og indehaver af Galleri Fjordlyset, Løgstør.
Kunstnergruppen Pii
De tre kunstnere, der danner Kunstnergruppen Pii, har rent faktisk udstillet i Det Røde Pakhus de seneste 10 år hen over midsommeren.
Kunstnerne har alle stor udstillingsaktivitet, både sammen og hver for sig.
De besidder hver især deres eget unikke udtryk, som spiller smukt op mod hinanden.
Og de holder af Det Røde Pakhus og omgivelserne.
Begejstret over stedet
Pakhuset er byens kulturhus - oprindeligt, råt og helt unik i sin bygningskonstruktion med højt til loftet og en oplevelse i sig selv.
Og så byder havnen på fine muligheder for en slentretur langs kajen, anfører Pii.
Som gæsteudstiller kan du i øvrigt også se værker af Eva Dalby Jakobsen.