Billede beskrivelse

Kulturministeren besøgte veteranbanen i Mariager

10. marts 2024 kl. 06.01

Mandag eftermiddag den 4. marts fik veteranbanen i Mariager fornemt besøg.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt og medarbejdere fra ministeriet havde meldt deres ankomst for at aflægge Mariager-Handest Veteranjernbane et besøg. 

- Vi er naturligvis meget beærede over at kulturministeren vil aflægge vores veteranjernbane et besøg, fortæller driftsbestyrer Frits Sørensen.

- Vi fik lejlighed til at præsentere ministeren for vores veteranbane, som er Danmarks længste, hvor vi nu har kørt tog i 54 år, og hvor vi kan fremvise en perlerække af kulturhistoriske jernbanekøretøjer”, fortsætter Frits Sørensen. 

Ministeren og hans medarbejdere fik også lejlighed til en kort tur fra Mariager til Lunddalen trinbræt og retur med gamle Hadsund-Peter. Motorvognen er Danmarks næstældste, bygget hos Scandia i Randers tilbage i 1926.

Folkene fra ministeriet hørte historien om vognens tilblivelse i tæt samarbejde med Deutsche Werke i Kiel efter 1. Verdenskrig. De hørte også fra det engagerede arbejdshold om det omfattende restaureringsarbejde af den 98 år gamle vogn og om de glæder og udfordringer, der følger med at drive en veteranbane på frivillig basis.

- Ministeren spurgte med stor interesse ind til driften af den kulturformidlingsinstitution, som veteranbanen jo er, og han forstod også de udfordringer, det giver, at drive jernbane på en strækning, der er 97 år gammel, fortæller Frits Sørensen.

Billede beskrivelse

Besøget sluttede med, at ministeren fik en rundvisning i banens værksted og remise i Mariager, hvor tre unikke gamle køretøjer er under restaurering i øjeblikket.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste