Billede beskrivelse

Kongeligt besøg på plejehjem

28. april 2017 kl. 12.11

HADSUND: Mariagerfjord Kommune kan denne sommer glæde sig til at få besøg af hele to, royale søstre.

Hendes Kongelige Højhed, Dronning Margrethe, har for længst meddelt, at hun midt i juni agter at aflægge fjordkommunen besøg i forbindelse med årets sommertogt, men allerede fredag 5. maj indfinder Hendes Kongelige Højhed, Prinsesse Benedikte, sig for at være med til at fejre Danmarks befrielse og Bernadottegårdens 40 års jubilæum i Hadsund.

- Vi er utrolig glade for, at H.K.H. Prinsesse Benedikte besøger os i anledning af vores jubilæum. Det betyder rigtig meget for vores beboere, pårørende og personale, at et medlem af Kongehuset lægger vejen forbi os i Hadsund for at være med til at markere dagen, siger centerleder Ulla Otte Koefoed, Bernadottegården.

Det danske kongehus har i forvejen en ganske særlig forbindelse til Bernadottegården i Hadsund.

- Bernadottegården er opkaldt efter grev Folke Bernadotte, der i slutningen af 2. verdenskrig organiserede evakueringen af 15.000 skandinaviske fanger fra de tyske KZ-lejre.

- Bernadotte var fætter til H.M. Dronning Ingrids far. Dronning Ingrid var i mange år protektrice for Bernadottegården. Hun lagde den første sten til Bernadottegården i 1975 og deltog i indvielsen i 1977, og desuden besøgte dronningen os i forbindelse med Bernadottegårdens 10 års jubilæum i 1987, fortæller Ulla Otte Koefoed.

Festlighederne i forbindelse med Bernadottegårdens 40 års jubilæum indledes allerede torsdag 4. maj med bl. a. fakkeloptog og sang af Hadsund Koret.

Fredag fortsætter jubilæumsfesten med bl. a. festmiddag, taler, kanonsalut og musikalsk underholdning ved blandt andet Prinsens Musikkorps og Mariagerfjord Pigekor.

Samtidig benytter Bernadottegården også selv anledningen til at indvie en ny pavillon og et aktivitetsområde, der er etableret med støtte fra Elro-fonden.

Sundheds- og omsorgsudvalgsformand Mette Riis Binderup (S) glæder sig lige som personalet og beboerne på Bernadottegården til festivitas’en og det kongelige besøg.

- Vores dygtige personale gør en flot indsats for at give vores ældre en god hverdag med omsorgsfuld pleje og gode oplevelser.

- Jeg ved, at de glæder sig til at vise rundt på Bernadottegården og jeg ser det kongelige besøg som en flot anerkendelse af deres arbejde, siger hun.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste