Kong Arthur til Hobro
i denne her uge har filmen "Kong Arthur" premiere i Filmteateret i Hobro.
Filmen handling: Da Arthur (Charlie Hunnam) stadig er en lille dreng, bliver hans far myrdet og hans onkel, Vortigern (Jude Law), tiltvinger sig magten. Efter at have mistet sin retmæssige titel, og uden anelse om, hvem han i virkeligheden er, vokser Arthur op under de hårdest tænkelige vilkår i byens mørke og skumle baggårde. Men den dag, hvor han trækker det mytiske sværd ud af den sten, hvor det har været indstøbt så længe nogen kan huske, vender det hans tilværelse på hovedet, og han tvinges til at acceptere sin sande arv - hvad enten han vil eller ej ...
Legenden om Kong Arthur, der ifølge myterne forsvarede det romersk-keltiske England mod Saxernes angreb i det 5. og 6. århundrede, er berettet i utallige versioner - både i folkesagn, bøger og, ikke mindst, på film. De fleste kender historien om Kong Arthur - eller tror at de gør... Men i hænderne på den engelske instruktør, Guy Ritchie, får beretningen en rå og moderne kant. Da vi møder unge Arthur, er han stort set så langt fra konge, som man kan forestille sig. Han er en hård slagsbror, formet af en barsk barndom på gaden, men til trods for hans manglende storhed og respekt for monarkiet, er det hans skæbne at finde vejen til tronen ...