Kør dansk Dag med MHVJ
2. pinsedag mandag 5. juni slår veteranbanen remiseportene op for alle sine motorkøretøjer.
Veteranbanen vil vise, hvad danske firmaer gennem snart et århundrede har formået at bygge af velfungerende og driftspålideligt motormateriel. - Helt tilbage fra den gang, dieselmotoren stadig var "ung og en ny og en næsten uprøvet opfindelse".
- Og nej, bare rolig, veteranbanen har ingen importerede togsæt fra Italien at vise frem!!!
Veteranbanens stor Motorvogn M 2 fra Skagensbanen kom til verden som en ganske almindelig personvogn, bygget hos Vognfabrikken Scandia i 1924. Men blot fire år senere blev personvognen forsynet med en benzinmotor og et førerrum, og vupti - så var vognen forvandlet til en motorvogn. - Hvor svært kan det være? Herefter trak vognen daglige tog mellem Skagen og Frederikshavn. I 1962 fik vognen en Leyland dieselmotor på 125 hk, som omkring 1990 udskiftedes med en tilsvarende brugt motor, der er fortsat i drift. I 1989 flyttede vognen fra Skagen til Mariager, hvor den har kørt på veteranbanen siden.
Motorvognene M 1210 og M 1 er begge bygget hos Triangels Fabrikker i Odense i h.h.v. 1937 og 1939.
Vognene er begge forsynet med tre aksler, og ligner hinanden på en prik. Den ene motorvogn har en tagkøler, hvor den anden har en almindelig køler i fronten.
Begge vogne betjente alle strækningerne på de daværende Aalborg Privatbanen frem til lukningen i 1969, hvorefter motorvognene siden har kørt på veteranbanen mellem Mariager og Handest. De to motorvogne blev oprindelig leveret med benzinmotorer, men fik i 1950`erne ilagt Leyland-dieselmotorer, som de stadig kører med.
Dieselelektrisk lokomotiv M 5 er en kraftkarl på 375 hk. Bygget i 1953 hos Frichs Fabrikker i Århus til de daværende Horsens Vestbaner.
Efter en omtumlet tilværelse hos adskillige privatbaner kom lokomotivet i år 2000 til veteranbanen, hvor det efter en større istandsættelse har kørt siden. I øvrigt kørte et lokomotiv magen til M 5 på den daværende Mariager-Faarup-Viborg Jernbane i perioden 1962 til lukningen i 1966.
Danmarks flotteste skinnebus - intet mindre - og efter adskillige tusinde arbejdstimer er skinnebus Sm 210 fra Bryrup-banen atter køreklar. Bygget hos Scandia i Randers i 1952 og fortsat i besiddelse af sin oprindelige 160 hk Frichs-dieselmotor fra leveringen for 65 år siden.
2. pinsedag bliver en hektisk og intens dag hos veteranbanen. Kl. 10 afgår der ikke mindre end 7 tog fra Mariager station. Dagens køreplan kan findes på veteranbanens hjemmeside.
Og for alle, der holder af at køre tog, tilbyder veteranbanen en særlig endagsbillet, der giver adgang til ubegrænset kørsel hele Kør dansk Dagen og købes på Mariager Station.