Køkkenfirma er flyttet hjem: Hardy savnede duften i snedkeriet
FARSØ: Far og søn, Hardy og Peter Mortensen, flyttede i januar 2020 deres fælles køkkenvirksomhed; Kimbrer Lines, fra Bording, tæt på Ikast, hjem til Farsø, hvor de bor privat.
Planen var, at der skulle vækstes med fuld fart ud over stepperne. Men siden de flyttede virksomheden, har stort set intet været normalt.
Historien om Kimbrer Lines starter egentlig tilbage i 1970, hvor Hardy Mortensen stiftede Trend Køkkensnedkeri, som han havde i mange år, inden virksomheden i 2014 blev solgt til en ny ejerkreds.
Her var planen, at Hardy skulle gå på en velfortjent pension, men der gik ikke længe, før han savnede duften i snedkeriet.
Sammen med sin søn, Peter Mortensen, stiftede Hardy derfor Kimbrer Lines, der som en start fandt passende lokaliteter i Bording ved Ikast, hvor de slog dørene op i 2019.
- Selvom vi begge boede i Farsø, var det på det tidspunkt den bedste lokation, vi kunne finde til vores behov. Vi fandt dog hurtigt ud af, at det kun skulle være en midlertidig løsning, og i januar måned 2020 flyttede vi derfor til vores nuværende adresse på Røjbækvej her i Farsø, fortæller Hardy Mortensen, der i dag har rundet de 80 år, men som stadig har en helt normal arbejdsuge i virksomheden og i øvrigt ingen pensionsplaner.
- Vores flytning til Farsø skulle markere, at vi skulle tage nogle store skridt fremad som virksomhed og for alvor begynde at vækste. Men de vækstplaner satte corona en brat stopper for, og da vi omsider kunne ånde lidt op, hvad corona-udfordringer angik, så kom krigen i Ukraine, inflation, energikrise og dermed også en ny usikkerhed hos kunderne. Så det har bestemt ikke været nemt, supplerer han.
Det bedste fra to verdener
Kimbrer Lines producerer snedkerkøkkener efter kundernes ønsker, ligesom de også har klassiske modulkøkkener i produktionen. Kimbrer Lines har eget snedkeri/værksted, ligesom de importerer det tyske køkkenkvalitetsmærke Häcker. Salget sker gennem freelancekonsulenter, indretningsarkitekter og designere.
- Vi har det bedste fra to verdener. Det unikke og specialfremstillede køkken, hvor kunden kan præge alle detaljer selv, samt den noget billigere løsning med faste mål på modulerne, som dog findes i rigtig mange spændende varianter, fortæller Peter Mortensen, der glæder sig over, at kunderne igen er begyndt at bruge penge, og det derfor lysner lidt igen.
- Da priserne steg, blandt andet på bagkant af leveringsvanskeligheder i forbindelse med corona og efterfølgende krigen i Ukraine og inflationen, satte mange deres køkkendrømme på pause i håb om at priserne hurtigt ville falde igen. Men sådan er det ikke gået, og det kommer det heller ikke til. Det har kunderne efterhånden også fundet ud af.
- Kunderne har med andre ord vænnet sig til tiderne og den nye dagsorden, og vil man have det lækre køkken, man altid har drømt om, så hjælper det ikke at vente. For så får man det aldrig.
- Derfor har vi godt gang i salget lige nu. Det er ganske positivt, fortæller Peter Mortensen, der sætter pris på at arbejde sammen med sin far.
- Vi supplerer hinanden godt, og så har han jo en enorm erfaring fra sine mange år i branchen. En erfaring, der også har været guld værd i de seneste svære år, slutter Peter Mortensen.